Nyt forslag: Boliger fredes

Naalakkersuisut præciserer, at boliger ikke er omfattet af kontroversiel paragraf.

Offentliggjort

Tirsdag krævede en række partier, at Naalakkersuisut ændrede den hastelov, der skal behandles senere i dag, og fjernede muligheden for, at politiet kan gå ind i private hjem uden retskendelse.

Sent tirsdag aften blev der lagt en rettet udgave af hasteloven på Inatsisartuts hjemmeside. Den omstridte paragraf 6 stk. 2 er stadig i lovforslaget, men det bliver præciseret i lovforslagets bemærkninger, at boliger er undtaget:

- Boligen er ikke omfattet af lokaler og andre lokaliteter, som nævnt i stk. 2, står der nu i bemærkningerne.

Grænser for forsamlinger

Paragraffen hører til den del af lovforslaget, der giver Naalakkersuisut mulighed for at sætte grænser for, hvor mange mennesker, der må forsamles:

- Enhver situation, hvor personer opholder sig sammen, vil kunne være omfattet. Det kan fastsættes i bekendtgørelsen, hvor mange personer, der må samles ad gangen, står der i bemærkningerne.

Det understreges, at selvom politiet ikke kan gå ind i en bolig uden retskendelse for at se, om flere er forsamlet end tilladt, så vil et eventuelt forbud mod at samles også gælde i boliger:

- Den enkelte borger er dog pligtig til at overholde de regler, der er fastsat i medfør af stk. 1 om forbud mod afholdelse af og deltagelse i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., også i egen bolig.

- Her tænkes der særlig på situationer, hvor der afholdes fester m.v., og hvor der er samlet flere personer end det er tilladt. Dette er nødvendigt for at beskytte mod eller hindre udbredelse af alment farlige sygdomme, står det i lovforslagets bemærkninger.

Lovforslaget skal første-, anden- og tredjebehandles i dag i Inatsisartut. Mødet starter kl. 11.

Powered by Labrador CMS