Nyt alderdomshjem i Ilulissat hænger i en tynd tråd
Avannaata Kommunia vil henvende sig til Selvstyret for at få tilsagn om medfinansiering af byggeriet af et nyt alderdomshjem i byen med opstart næste år. Hvis det ikke lykkes kan opstart af byggeriet udskydes.
Rettelse: Det har tidligere fremgået i artiklen, at byggeriet af alderdomshjemmet i Ilulissat risikerer at blive skrinlagt, hvis der ikke findes midler til projektet. Det korrekte er, at kommunen afventer Selvstyret i forhold til, om byggeriet kan opstartes til næste år.
Planerne om byggeri af et nyt treetagers alderdomshjem i Ilulissat risikerer at blive sat på pause fra næste år, hvis Selvstyret ikke finder midler til medfinansiering af byggeriet på finansloven for 2024. Kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia har godkendt under et ekstraordinært møde onsdag den 23. august, at kommunen retter henvendelse til Selvstyret for at finde ud af, om der er stemning for medfinansiering af byggeriet fra Selvstyrets side.
Udgifter til projektering af alderdomshjemmet i Ilulissat er allerede afholdt ligeligt mellem kommunen og Selvstyret, og myndighederne har forudliggende aftale om medfinansiering af byggeriet, ligeligt fordelt mellem kommune og Selvstyret.
Det næste skridt i projektet, som er nedrivning af det eksisterende alderdomshjem og byggeri af et nyt mangler fortsat finansiering, hvilket tilsammen er estimeret til at koste 81,4 mio. kr.
Kommunalbestyrelsen har netop godkendt at tilsidesætte i alt 10 mio. kr. til byggeriet til næste år.
- En realisering af projektet vil samtidig være afhængig af, at Selvstyret vedtager tilsvarende budget ved finanslovsforhandlingerne for 2024, lyder det i referatet fra mødet.
Selvstyret har et råderum på mindre15 mio. kr. pr. år til finanslovsforhandlingerne for næste år.
Flere store projekter – trængt økonomi
Avannaata Kommunia bakser lige nu med en usædvanlig stram økonomi. Kommunen har ifølge sagsfremlæggelsen omkring 26,4 mio. kr. kontraktbundne projekter i Ilulissat for 2024, og omkring 40,2 mio. kr. for hele kommunen. Nu har kommunen bundet sig til endnu et projekt, og dermed bundet yderligere 10 mio. kr. til alderdomshjemmet.
- Avannaata Kommunia oplever imidlertid en trængt økonomisk ramme i disse år, hvor projektets omfang vil have stor indflydelse herpå og potentielt låse mange anlægsmidler i de kommende år, lyder det.
Kommunalbestyrelsen har allerede besluttet, at samtlige forvaltninger skal spare to procent i deres budgetter, mens kommunens kassekredit i Selvstyret forhøjes fra 20 til 35 mio. kr.
Kommunen vurderer, at der er behov for flere sengepladser på alderdomshjemmet, og finder nybyggeri yderst nødvendig for at følge med udvikling i efterspørgslen.
Store omkostninger de næste tre år
Avannaata Kommunia lægger op til, at kommunen binder sig til store anlægsbudgetter for at imødekomme behovet for flere sengepladser på alderdomshjemmet.
Byggeriet forventes at blive startet med en sanering i 2024, hvis Selvstyret kan være med til finansiering af halvdelen af omkostningerne indarbejdet i finanslovsforhandlingerne.
Kommunen skal således sætte 10 mio. kr. af til 2024, 18 mio. kr. til 2025 og 12,7 mio. kr. i 2026 hvor byggeriet forventes at blive færdig. Entreprenøren er KJ Greenland.
- Anlægsarbejdet vil igangsættes i 2024 og efter planen afsluttes i 2026. Under saneringsarbejdet er det nødvendigt at finde midlertidig indlogering af de ældre, hvilket der arbejdes på i samråd med rådgiver og lokale interessenter.
Kommunens anmodning om Selvstyrets medfinansiering af byggeriet vil blive behandlet af Naalakkersuisut omkring den 5. september. Her skal budgetfordeling over de næste tre års anlægsbudget fremlægges og eventuelt godkendes til at komme med i finansloven for 2024.