Ny vejledning skal stoppe kritik

Efter flere ugers forvirring om bekendtgørelsen for restriktioner vedrørende forsamlinger, er der nu en ny vejledning på vej, som skal skabe mere klarhed for, hvordan loven skal tolkes.

SIK-formand, Jess G. Berthelsen, mener, at der forskelsbehandles, når det kommer til afholdelse af større arrangementer med deltagelse fra forskellige kommuner.
Offentliggjort

Under coronastabens orienteringsmøde mandag fik de indbudte parter mulighed for at diskutere restriktioner for forsamlinger, som er blevet forlænget til d. 31. januar 2021.

Både SIK, GE, Kulturhuset Katuaq og GIF havde en del kritik til Selvstyrets kommunikation og informationsniveau omkring coronabekendtgørelser generelt og i særdeleshed de restriktioner, der skal gælde for forsamlinger de næste mange måneder. Ordlyden er simpelthen for uklar, lød det fra alle sider.

Det vil Coronastaben nu gøre noget ved. De arbejder i øjeblikket på en vejledning, der skal tydeliggøre meningen med restriktionerne for forsamlinger.

Politiske formål er undtaget

I den nye vejledning vil det blandt andet blive forklaret, hvorfor visse politiske møder, demonstrationer eller andre meningsdannende formål gør en forsamling legitim. Det er nemlig specielt den undtagelse for restriktioner, som står i første paragraf, der har skabt kritik.

§ 1. Bekendtgørelsens §§2-4 er ikke gældende for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

For hvorfor er politiske forsamlinger ikke lige så smittefarlige som sportsbegivenheder? Og hvad betyder meningsbefordrende øjemed? Det kommer der svar på i den nye vejledning, som er under udarbejdelse netop nu.

Coronastaben håber på, at vejledningen kan dæmme op for de mange spørgsmål og enkeltsager de knokler med at behandle i øjeblikket. Foreninger, virksomheder og organisationer henvender sig nemlig i ét væk for at finde ud af, om netop deres arrangement kan afholdes på trods af restriktionerne.

Vejledningen skal i høring før den godkendes og oversættes, og der er endnu ikke nogen tidsramme for, hvornår den bliver offentliggjort.

Mener der forskelsbehandles

Under mødet mandag kom der hård kritik fra SIK, over at deres repræsentantskabmøde og pensionskassen SISA’s generalforsamling er blevet aflyst på baggrund af restriktionerne, når GE har fået ”lov” at afholde generalforsamling. Formanden for SIK, Jess G. Berthelsen, mener, det er forskelsbehandling. Landslæge Henrik L. Hansen understregde i den forbindelse, at coronasekretariatet forsøger at behandle alle sager ens.

- Vi vil for alt i verden sikre retsikkerheden i landet. Det er absolut det vigtigst, at der er retfærdighed og rimelighed i restriktionerne, og at ingen stilles dårligere end andre.

Det har også skabt en del røre, at Siumut har valgt at afholde deres landsmøde i september selvom restriktioner for forsamlinger foreskriver, at man ikke må samles på tværs af kommunegrænser.

Ved Siumuts landsmøde forventes der at deltage mere end 60 mennesker fra alle dele af landet. Arrangementet er omfattet er undtagelsen, fordi det har et politisk formål.

Powered by Labrador CMS