Ny sandwichbar er åbnet i hjertet af Nuuk
Christina V. Lange har fået en drøm opfyldt, da hun sidste søndag åbnede en sandwichbar, som folk har taget rigtig godt imod. Hun har allerede planer om at flytte i større lokaler.
Blok 1 blev revet ned i sidste måned. Der er derimod mere liv i Blok 5 i centrum af Nuuk, hvor iværksætteren Christina V. Lange netop har åbnet sandwichbaren ”Tasty – juice & sandwichbar”.
- Jeg har viden om, hvad borgerne står og mangler, når der er frokostpause. Det er baggrunden for, at jeg har åbnet denne butik, fortæller Christina V. Lange til Sermitsiaq.AG.
Drømmen
Hun har i lang tid haft en drøm om at blive selvstændig og åbne en cafe/sandwichbar.
- Jeg har altid været misundelig på andre, der kunne åbne en café i byen. Jeg fik lavet en forretningsplan og derefter har jeg blot manglet de rette lokaler, som jeg nu har fundet, fortæller iværksætteren om den 20 kvadratmeter store sandwichbar.
Butikken har til huse i Blok 5 på H. J. Rinks Vej, hvor Grenlandice tidligere havde butik.
Større lokaler
- Jeg er blevet overrasket over, hvor mange kunder jeg har fået siden åbningen i søndags. Derfor får jeg behov for at flytte i større lokaler, siger Christina V. Lange.
Målgruppen er folk i alderen 16 til 35 år, og konceptet bygger på farverige sandwich, baseret på friske råvarer.