Ny lokalformand i Siumut: Nærdemokratiet skal styrkes
Den nyvalgte formand for Siumut Nuuk kræver et komplet landsmøde, hvor politiske mærkesager bliver revideret. – Politik drejer sig ikke kun om en formand og et formandsvalg, baglandet skal også have mulighed for at sætte sit præg på partiet, siger hun
Partiet Siumut må og skal gøre op med den alt for lukkede ledelsesstil i partiets top, mener den nye formand for Siumut Nuuk, Inga Dora G. Markussen.
- Hvem husker ikke de gode gamle dage, hvor der var plads til alle, og hvor der var højt til loftet, blandt andet med afdøde Agnethe Davidsen i spidsen for Nuuk og Jonathan Motzfeldt og flere i spidsen for det landspolitiske arbejde. Dengang gjaldt alles meninger, men i dag oplever jeg et meget topstyret parti, hvor befolkningens meninger ikke har særlig meget plads, og det er ikke godt for fællesskabet og demokratiet, påpeger Inga Dora G. Markussen over for avisen Sermitsiaq.
Den politiske linje bør drøftes
Hun er langt fra tilfreds med, at Siumut har valgt at separere formandsvalget og landsmødet, hvor politiske målsætninger bliver taget op til revision, og hvor der sættes nye mærkesager:
– Jeg ønsker et landsmøde med alt, hvad det indebærer, for vi trænger i den grad til at se hinanden i øjnene og drøfte partiets videre arbejde med befolkningen, påpeger den nye formand for Siumut Nuuk.
Inga Dora G. Markussen oplyser, at hun stiller op til kommunalbestyrelsen til næste år.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: