Ny hjemmeside sætter fokus på livsstilssygdomme
Steno Diabetes Center Grønland har fået en hjemmeside, som har særligt fokus på at informere borgere om visse livsstilssygdomme.
Diabetes, KOL og forhøjet blodtryk.
Det er livsstilssygdomme, som borgere i Grønland kan blive klogere på ved at klikke ind på Steno Diabetes Center Grønlands nye hjemmeside.
Her er der også information om et sundere liv og inspiration til at komme i gang med livsstilsændringer, såsom hjælp til rygestop, mere fysisk aktivitet og sundere madvaner.
- Det er målet med hjemmesiden, at den bliver en vidensbank til personer med livsstilssygdomme med generelle informationer om sygdomme, skriftlige patientvejledninger, foldere, videoer samt animationsfilm.
Det siger lægefaglig centerchef, Michael Lynge Pedersen, i en pressemeddelelse.
Til gavn og inspiration
I løbet af de næste par år vil der blive udviklet mere information til personer med livsstilssygdomme, som vil blive tilgængelige på hjemmesiden. Materialet udvikles med udgangspunkt i ønsker fra personer med livsstilssygdomme samt sundhedsfagligt personale.
- Vi håber, at hjemmesiden vil være til gavn og inspiration for mange borgere i Grønland og kan være med til udbrede kendskabet til sygdommene og især de mange muligheder for at forebygge og behandle tilstandene i tide, siger den lægefaglige centerchef.
Hjemmesiden er både tilgængelig på grønlandsk og dansk. Nogle elementer på hjemmesiden, vil desuden være tilgængelig på engelsk.