Ny anbefaling: Drop alle unødige rejser
Fra i dag skal alle rejser, der ikke er strengt nødvendige både internt i Grønland og ud af landet, droppes. Det er blandt de nye anbefalinger fra Naalakkersuisut omkring corona-situationen.
Hvis ikke det er strengt nødvendigt at rejse, så skal man lade være, lyder anbefalingen fra formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen. Han begrunder den nye stramning med, at der hele tiden kommer nye informationer fra resten af verden, og at epidemikommissionen på den baggrund har lavet nye anbefalinger, der træder i kraft med det samme.
Ved at undgå for mange tilrejsende fra dele af verden med mange smittede, vil man forsøge at undgå for mange smittede på én gang her i landet, lyder det fra Politimester Bjørn Tegner Bay.
Forsøger at holde områder smittefri
Grunden til at man anbefaler at droppe unødige rejser rundt i landet er, at man håber på at kunne holde nogle mindre byer og bygder helt smittefrie, forklarer politimesteren.
Ud over rejserne har kommissionen ændret sin anbefaling i forhold til arrangementer fra de maksimalt 1000 mennesker til nu at gælde arrangementer på mere end 100 mennesker.
Som tillæg til anbefalingen om 100 mennesker, som gælder ubetinget, så er der også en anbefaling om, at motionscentre, idrætsklubber, restauranter, barer og offentlige lokaler kun lukker halvt så mange ind, som brandmyndighederne anbefaler.
Bjørn Tegner Bay forklarer til Sermitsiaq.AG, at skolerne ikke nødvendigvis vil blive ramt af begrænsningen, fordi kommissionen ser klasseværelserne som hver deres enhed. Reglerne om 100 mennesker er dog stadig gældende på de større fællesarealer i skolerne, lyder det.
Drop hamstring og hjælp hinanden
Den fjerde og sidste stramning handler om, at busser kun tager det antal passagerer med, som kan sidde ned i bussen, så folk ikke kommer til at stå for tæt. Politimester Bjørn Tegner Bay appellerer til arbejdsgiverne om, at de skal forsøge at hjælpe til med at sprede myldre trafikken ud på et større tidsrum ved at lave fleksible mødetider for medarbejderne.
- Så kan man jo banke på hos sin nabo, hvis man ved, at han tager bus hver morgen og give ham et lift, hvis man har bil, siger Bjørn Tegner Bay.
Politimesteren forklarede på mødet, at epidemikommissionens strategi stadig tager udgangspunkt i et forsøg på at dæmme op og begrænse smitten. Det gøres for at undgå at sundhedsvæsenet bliver lagt ned, hvis for mange bliver syge på samme tid og har brug for lægehjælp, understreger han.
Kim Kielsen opfordrede slutteligt folk til ikke at hamstre dagligvare eller at gå i panik. Bjørn Tegner Bay forsikrede om, at der absolut ingen problemer er med at få forsyninger til landet.