Nuuk-teenager holdt tale for FN-Komité

På vegne af Childrens Advisory Team, der skal rådgive FN’s Komité om Barnets Rettigheder holdt 16-årig Maya-Natuk Rohmann Fleischer fra Nuuk tale om hvordan klimaforandringer påvirker børn i Arktis.

Maya-Natuk Rohmann Fleischer med medlemmer af FN's Komite om Barnets Rettigheder efter sin tale.
Offentliggjort

Klimaforandringer truer verdens børn og deres rettigheder. Det var budskabet, som 16-årige Maya-Natuk Rohmann Fleischer fra Grønland viderebragte til FN’s Komité om Barnets Rettigheder under sin tale mandag den 16. januar.

Det skriver UNICEF Grønland i en pressemeddelelse.

Maya-Natuk Rohmann Fleischer er medlem af Childrens Advisory Team, der skal rådgive komiteen om børns rettigheder og viderebringe børnenes synspunkt til komiteens videre arbejde. Komiteen er ved at skrive General Comment nr. 26 om børns rettigheder, og fokus er klimaforandringer.

Lang vej endnu

I sin tale forklarede Maya-Natuk Rohmann Fleischer, at Grønland har en organisation (Nakuusa, red.), der holder politikerne op omkring børns rettigheder, ve og vel. Til trods for en organisation, der sikrer at børn også bliver hørt af beslutningstagerne, er der lang vej endnu, påpegede Maya-Natuk i sin tale.

- Permafrosten der smelter påvirker den grund, vores huse er bygget i. Klimaforandringer påvirker fangstdyrs levemåde, så de skifter levesteder. Mange af os lever af fangst, så det påvirker indkomsten, og dermed også børnenes liv. Stormene er også blevet kraftigere, sagde Maya-Natuk i sin tale.

Børn frygter fremtiden

Maya-Natuk Rohmann Fleischer fortalte i sin tale, at hun møder børn, der frygter fremtiden på grund af de kraftige klimaforandringer, som Grønland og Arktis oplever.

Hun understregede, at det er op til komiteen til at lade den viden komme videre til verdens ledere, der skal tage fremtidige beslutninger.

Der er 13 medlemmer i Childrens Advisory Team. I forbindelse med komiteens arbejde er 7.416 børn og unge i alderen 11-17 år fra hele verden blevet spurgt om deres mening omkring klimaforandringer og bæredygtighed. Svarene bliver også inkluderet i FN’s komite om Barnets Rettigheders arbejde i General Comments der er generelle kommentarer omkring efterlevelse af børns rettigheder.

Det er ikke første gang, at den unge klimaaktivist holdt tale til verdens ledere. I november 2022 holdt hun en tale ved FN’s klimatopmøde COP27.

Powered by Labrador CMS