Nuuk slipper for lufthavns-øjebæ
Op til 80 meter høje master med indflyvningslys i toppen indgår ikke længere i lufthavnsprojektet i Nuuk.
På ét punkt er det lykkedes Kalaallit Airports at forskønne den kommende lufthavn i Nuuk, hvilket har været et krav fra såvel kommunen som borgerne.
Op til 80 meter høje master med indflyvningslys i toppen er ikke længere en del af projektet, der er undergået visse forandringer fra første VVM-høring og frem til i dag.
- Det har vist sig, at det ikke vil gå nævneværdigt ud over regulariteten, at vi fjernede indflyvningsmasterne på den sydlige side af vejen, der går ud til Qinngorput, oplyser projektchef Jesper Nordskilde, Kalaallit Airports, til Sermitsiaq.AG.
Kunne ses fra byen
I VVM-materialet, der blev sendt i høring to gange, blev lufthavnen visualiseret i worst-case scenarier. Til glæde for borgerne er masterne nu væk. De ville ellers kunne ses fra hele den østlige side af Nuuk.
- Vi undgår ikke indflyvningslys i den nordlige ende. Som regel er der godt vejr, når vi anvender den sydlige ende til indflyvninger, så vi endte med at kunne spare en del penge på master og lys uden konsekvenser for sikkerheden, forklarer Jesper Nordskilde.