Nuuk: Hæder til fem redningsfolk
Fem redningsfolk, der på hver sin måde spillede en afgørende rolle i redningsaktionen i Kobbefjorden ved Nuuk tidligere i år, blev fredag hædret for deres indsats og mod.
8. marts i år udspillede der sig en dramatisk redningsaktion i Kobbefjorden ved Nuuk, hvor en mand på snescooter var gået gennem isen.
Jaqqa Grønvold var en af de første på stedet. Uden at tøve satte han sit eget liv på spil for at komme nødstedte til undsætning på sin snescooter, men i forsøget gik han selv igennem isen.
- Hverken snescootere eller både kunne bruges til redningsaktionen, og derfor blev en Air Greenland-helikopter tilkaldt. Pilot Joachim Hytten, vicepolitiinspektør Kunuk Frederiksen samt de to frivillige snescooterkørere fra snescooterforeningen Qamutit Poul Hansen og Lars Borris Pedersen begyndte nu en yderst risikabel redningsaktion, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det sker i forbindelse med uddeling af hæder og dusør til de fem mænd, der spillede en afgørende rolle i redningsaktionen.
God kammerat vendte ikke hjem
Det lykkedes holdet at få Jaqqa Grønvold op af vandet og redde hans liv. Den anden nødstedte viste ingen livstegn, og da det lykkedes at få ham ud af vandet og derefter yde ham førstehjælp, var det ulykkeligvis for sent.
Derfor var det også med blandede følelser, at man var samlet til dusøroverrækkelsen fredag.
- Vi skulle med glæde og godt humør markere, at disse fem mænd har ydet en helt fantastisk indsats. Men samtidig er vi alle smerteligt bevidste om, at en god kammerat ikke vendte hjem i live fra det, der blot skulle have været endnu en god tur på snescooter, sagde politimester Bjørn Bay i sin tale under dusøroverrækkelsen.
At det lykkes at redde Jaqqa Grønvolds liv skyldes Joachim Hyttens exceptionelle evner som helikopterpilot, Kunuk Frederiksens politimæssige beslutninger, og at alle fem mænd udsatte deres liv og førlighed for stor fare.
Usædvanlig god indsats
Derfor blev de i dag hædret med diplom, dusør og anerkendelse for deres modige indsats, som politimester Bjørn Bay betegner som usædvanlig god.
- De fem mænd udviste ekstraordinært stort mod og beslutsomhed og har udført en usædvanlig god indsats under særdeles farlige og vanskelige forhold. Derfor fortjener de også al den anerkendelse, de overhovedet kan få, lød det fra Bjørn Bay.