Nukissiorfiit vender stort minus til plus

Nukissiorfiit fik et overskud på 29 mio. kr. i 2022.

Offentliggjort

Nukissiorfiit har de senere år været udfordret økonomisk med blandt andet et underskud på 138 mio. kr. i 2021 og 153 millioner kroner i 2020.

I 2022 er underskud dog vendt til et plus på 29 mio. kr. i Selvstyrets energi- og forsyningsselskab.

Det fremgår af Nukissiorfiits årsrapport, som er blevet sendt til Inatsisartut.

Den primære omsætning blev 701,2 mio. kr. og dermed 21 mio. kr. højere end i år 2021, oplyser Nukissiorfiit i regnskabet.

Markant lavere af- og nedskrivninger

Blandt andet steg Nukissiorfiits afsætning af varme med 19,5 mio. kr., fordi 2022 var et relativt koldt år modsat 2021, der var et relativt varmt år.

Den helt store post, der sikrer et bedre resultat, er markant lavere af- og nedskrivninger:

- Netto nedskrivningerne udgjorde 38,1 mio. kr. i forhold til 156,7 mio. kr. i år 2021, hvor nedskrivningen var for 3 år.

- Nedskrivninger foretages de steder, hvor anlæg med de aktuelle tariffer ikke er rentable, skriver Nukissiorfiit i årsregnskabet.

I år er der udsigt til yderligere forbedring af Nukissiorfiits økonomi.

Naalakkersuisut har nemlig i 2022 vedtaget takststigninger på 6 pct. på el, vand og varme for forbrugerne, som træder i kraft 1. februar 2023. Det skal medvirke til at sikre balance i økonomien i Nukissiorfiit og hjælpe til at imødegå et stort renoveringsefterslæb på virksomhedens aktiver i størrelsesordenen 2,4 mia. kr.

Powered by Labrador CMS