Nu skal problemerne fra posetoiletter løses

Sorte plastikposer med urin og fæces på dumpe og i strandkanten kan vi ikke være bekendt, siger naalakkersuisoq for blandt andet miljø Kalistat Lund (IA).

Sorte toiletposer blandet med andet affald på losseplads i Upernavik.
Offentliggjort

Alt for mange steder ligger der stadig her i 2022 sorte plastikposer med urin og fæces og sviner. Det er uhygiejnisk, og plastikken forurener naturen og skader dyrene, konstaterer Kalistat Lund, der har arvet et gammelt og stort uhygiejnisk problem, der bedst vil kunne løses med rindende vand og kloakker alle beboede steder.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Ansvaret for natrenovationsområdet er kommunernes, men han erkender at det er svært for kommunerne at finde midler nok til området, da kloakering er en meget dyr løsning. Derfor arbejder han på at støtte kommunerne med at finde alternative løsninger.

Det er ikke fordi, man ikke har forsøgt at gøre noget. Der har været utallige forsøg og tiltag. Årligt er der blevet afsat penge gennem Miljøfonden til at igangsætte projekter med nye løsninger på natrenovation. Projekterne har omhandlet forskellige udviklinger af natrenovationsområdet, og omfatter blandt andet projekter om indkøb af slamsuger, poseløse toiletter med lukket rensemekanisme, komposteringstoiletter, forbrændingstoiletter, muldtoiletter og renovation af natrenovationsramper.

- Men der er ikke lavet en struktureret opsamling af viden og erfaring på området, hvilket har betydet gentagne fejlslagne forsøg, og at vi ikke har løst problemet, konstaterer Kalistat Lund med henvisning til et notat, som hans departement har udarbejdet.

- Der er nu igangsat et forskningsprojekt, der skal samle erfaringer og komme med anbefalinger til sanitære udviklinger i byer og bygder. Formålet er at kortlægge og vurdere alternativer til posetoiletter. Jeg håber resultaterne vil kunne bruges til at lave en strategi for, hvordan vi får løst problemerne med posetoiletterne, fortæller Kalistat Lund.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS