dødstrusler

Nauja Lynge: Godt at Suka melder klart ud om trusler

Når naalakkersuisoq for selvstændighed tager klart afstand fra dødstrusler, så kan det være startpunktet for en mere konstruktiv debat. Det mener rigsfællesskabsforkæmperen Nauja Lynge.

Offentliggjort

Fredag meldte naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen (S) klart ud: Det er uacceptabelt af tilhængere af rigsfællesskabet modtager dødstrusler, var hendes besked.

Og det er er Nauja Lynge, der sammen med Jairus Lyberth har fortalt om truslerne, meget taknemlig for.

- Det er rigtig godt, for det kan måske føre til, at vi får en anden form for debat, siger hun til Sermtisiaq.AG.

LÆS: Suka fordømmer dødstrusler

- Måske er vi ikke så uenige
Nauja Lynge tror ikke, at udmeldingen ændrer så meget her og nu, men hun håber på, at den kan tage skarpheden ud af debatten.

- Hvis de to fløje kommer til at tale sammen, så kan det være, at vi finder ud af, at vi slet ikke er så uenige endda, siger hun.

Hun har oplevet dødstruslerne som kulminationen på en skarp debat, hvor barske personangreb har hørt til i den milde del af spektrummet.

- Det er skræmmende, at denne hadske tone har fået lov til at udvikle sig så langt, siger hun.

Tier af frygt for jobbet
Nauja Lynge fortæller, at hun har fået adskillige henvendelser fra folk, der stadig bor i Grønland, der ikke ytrer sig, fordi de frygter at miste deres job.

Hun håber at flere hen ad vejen for mod til at ytre sig, efter at Suka K. Fredriksen har meldt ud, at der skal være plads til alle synspunkter i debatten om selvstændighed.

- Det er nødvendigt at kigge på vores måde at diskutere på og lære af det. Hvad enten vi er uenige eller enige, bør opgaver løses med en opmuntrende og samarbejdende attitude. På denne måde vil vi kunne opnå det bedste resultat uden, at fokus mistes i debatten, lyder Suka K. Frederiksens klare opfordring.

Håber på at diskutere nærværende problemer
Og det er præcist her, at rigsfællesskabsforkæmperen og selvstændighedsministeren kan mødes.

Nauja Lynge vil gerne have drejet debatten hen imod, hvad der her og nu kan gøres, for at landet i fremtiden kan stå på egne ben.

- Vi skal have debatten tilbage til nuet, for at vi kan få realismen ind i den igen, siger hun.

- Der er mange ting i samfundet, som vi først skal have til at fungere. Herefter kan vores børn bygge ovenpå med selvstændighed under en eller anden form.

Hvis dette bliver resultatet, så er hun glad for, at hun stod frem og fortalte om dødstruslerne.

- Jeg er lettet over at jeg har sagt det højt, og jeg er glad for Suka K. Frederiksens reaktion. fastslår Nauja Lynge.

Powered by Labrador CMS