geografi
Naturinstituttet får nye satellitkort af kinesisk universitet
Biologer på Naturinstituttet i Nuuk kan fremover nærlæse landområder fra luften ved hjælp af nye kinesiske satellitkort
Grønlands Naturinstitut havde i sidste uge besøg af en delegation af fire højtstående kinesiske embedsmænd og forskere fra Kinas Ministerium for Videnskab og Teknologi, Beijing Normal Universitet og Shanghai Akademi for Landbrugsvidenskab.
De var her for at overdrage resultater af et samarbejde mellem kinesiske og grønlandske forskere omkring satellitbilleder af hele Grønland.
Værdifulde billeder
Kortlægningen består af 108 såkaldte Landsat-8 satellitbilleder sat sammen i et mosaikbillede af hele landet. Billederne blev taget i månederne juli og august i 2014 og 2015 og er nu overdraget til Grønlands Naturinstitut.
Tilfredsstillende satellitbilleder er krævende at producere. Der er mange faktorer, bl.a. atmosfæriske forhold, der skal gå op i højere enhed.
Læs: Udgiver historiske og enorme landkort
Læs: Grønland kommer på plads med nye digitale landkort
En satellit kredser én gang om jorden i løbet af 16 dage, og hvis der ikke lige er optimale vejrmæssige forhold den dag, satellitten suser forbi, så varer det 16 dage, før den atter kommer forbi.
Satellitbillederne blev produceret i samarbejde med Grønlands Naturinstitut og Oqaasileriffik. Sidstnævnte har verificeret stednavne.
Stor interesse
- Vi er glade for at kunne overdrage disse kort til Grønland, hvor de hører hjemme. Nogen kunne spørge om, hvilken interesse Kina kan have i sådanne landkort, men det har vi i allerhøjeste grad, Sagde Xiau Cheng, rektor for Beijing Normal Universitets Center for Polar og Marin Forskning.
- Vi er uhyre interesserede i at følge nøje med i især Indlandsisens afsmeltning, da den jo direkte påvirker havniveauet i Kina. Vi oplever også havstandsstigninger i Kina. Hele den østlige del af landet er de lavest liggende steder og infrastrukturmæssigt de mest udviklede områder. Disse områder vil helt sikkert blive påvirket. Kloden hænger uvægerlig sammen, og derfor er Kina interesseret i at følge med i de forandringer, der sker i Arktis.
Læs: Pinngortitaleriffik: Har du set hvidhvaler på Østkysten?
- Kortene og de tilhørende CD´er vil forskerne her i instituttet kunne bruge som baggrundsmateriale eksempelvis i forbindelse med landbaseret forskning i rensdyr og vegetation, siger GIS-manager Karl Zinglersen fra Grønlands Naturinstitut.
Ved overdragelsen blev Grønlands og Kinas mulige fælles interesser omkring andre fremtidige projekter drøftet. Her udtrykte den kinesiske delegation stor interesse for en eventuel fælles indsats omkring oceanografi og havisens udbredelse.
Grøntsager kan studeres
Også dyrkning af grøntsager i Arktis blev drøftet: Et af delegationsmedlemmerne, forsker Qiang Zhou fra Shanghai Academy of Agricultural Sciences, har specialiseret sig i at udvikle væksthuse til dyrkning af grøntsager i kolde og mørke områder.
Han har med succes gennemført dyrkningsprojekter på Sydpolen – og måske kan teknologien også bruges i Grønland.
Læs: Naturinstituttet slår alarm om lomvierne