"Jeg forestiller mig, at du har travlt - Har du tid til at besvare nogle spørgsmål?"
- Soorunami - Ja, faktisk er det i dag lidt
mere stille. Jeg har fået en ordentlig forkølelse af at stå ude hele valgdagen, svarer Naaja H. Nathanielsen, da Sermitsiaq fanger hende over telefonen.
"Jeg forestiller mig, at du har travlt - Har du tid til at besvare nogle spørgsmål?"
- Soorunami - Ja, faktisk er det i dag lidt
mere stille. Jeg har fået en ordentlig forkølelse af at stå ude hele valgdagen, svarer Naaja H. Nathanielsen, da Sermitsiaq fanger hende over telefonen.
Efter fem år med nogle af de tungeste poster i
Naalakkersuisut, rykker Naaja H. Nathanielsen (IA) nu ind på Christiansborg med et
klart mandat fra de grønlandske vælgere. For Nathanielsen er skiftet ikke blot
et karrieretræk, men en nødvendig prioritering af forholdet mellem Nuuk og
København.
- Jeg har længe haft lyst til at arbejde mere direkte med
relationen mellem Danmark og Grønland, fordi der er nogle åbenlyse ting, der
bør forbedres, forklarer hun om sin motivation for at søge valg til
Folketinget.
Selvom hun efterlader en central rolle i Naalakkersuisut,
ser hun sit nye virke som afgørende for landets fremtidige position i
Rigsfællesskabet. Hendes politiske kompas peger mod en grundlæggende reform af
samarbejdet.
- Det vigtigste for mig er den overordnede ramme for
kongeriget. Vi skal udvikle relationen og sikre ligeværd inden for den
ramme, siger Nathanielsen til Sermitsiaq.
Det var op til vælgerne
Hendes sejr ved folketingsvalget, hvor Inuit Ataqatigiit
blev det største parti, sender hende til Danmark med en solid folkelig
opbakning i ryggen. Adspurgt om timingen og den politiske manøvre bag skiftet,
afviser hun, at der skulle ligge en skjult plan bag.
- Jeg har aldrig haft en fast karriereplan. Det
handler om, at jeg ønskede at arbejde mere med relationen mellem Danmark og
Grønland, som jeg ikke havde mulighed for i min tidligere rolle. Beslutningen
var ikke strategisk, og i sidste ende var det op til vælgerne, understreger Naaja.
Med en fortid som både direktør for Kriminalforsorgen og en
af Grønlands mest centrale medlemmer af Naalakkersuisut, medbringer Naaja H. Nathanielsen en god ballast
til de kommende forhandlinger i København. Hun ser netop denne baggrund som sin
primære motor til at skabe resultater.
- Jeg er vant til det politiske arbejde, især
forhandlingsteknik og samarbejde på tværs af partier. Derudover har jeg
arbejdet indgående med emner, der berører Grønland, såsom erhvervsudvikling,
økonomi og energi. Den viden kan jeg tage direkte med mig, fortsætter Naaja H. Nathanielsen.
Hvad sker der så nu?
Selvom valget netop lige er overstået, er kalenderen for den
første tid i den danske hovedstad allerede på plads. Forberedelserne kulminerer
lige efter påske, hvor de politiske visioner skal veksles til praktisk arbejde
i udvalg.
- Jeg kommer til at være i Danmark til nogle forhandlinger i
den kommende tid, og så træder vi formelt sammen den 14. april, hvor jeg skal
være med til underskrivelsen i forbindelse med Folketingets konstituering. Det
bliver den første rigtige arbejdsdag. Indtil da står den på forhandlinger,
forberedelser og etablering af sekretariatet, forklarer Nathanielsen.
Råstofpolitik er ikke sikkerhedspolitik
Selvom det daglige fokus i Folketinget vil ligge på det
brede politiske håndværk, medbringer Naaja H. Nathanielsen en række
ufravigelige principper til København. Særligt spørgsmålet om de grønlandske
ressourcer, som hun har forvaltet som Naalakkersuisoq, vil forblive en
mærkesag, hun tager med ind i det danske parlament.
- Jeg mener, at råstofpolitik ikke er det samme som
sikkerhedspolitik, og Grønland har ret til egne råstoffer. Det vil jeg stå fast
på, påpeger Naaja.
Nathanielsen ser dog ikke Grønlands stemme som isoleret. Hun
peger på værdien af en samlet nordatlantisk front, når de store linjer i
Rigsfællesskabet skal tegnes, og hun rækker derfor hånden ud til kollegerne fra
Færøerne, som hun selv siger:
- Jeg håber på et tæt samarbejde med de nordatlantiske
mandater. Vi er forskellige, men har også mange fælles udfordringer. Jeg håber,
vi kan finde fælles fodslag og samarbejde så meget som muligt, selvom vi indgår
i forskellige partigrupper.
Arbejder fortsat for øget selvbestemmelse
For Nathanielsen er arbejdet på Christiansborg i sidste ende
et middel mod et større mål. Selvom den umiddelbare opgave handler om ligeværd
og daglig politik, er den ideologiske kurs forankret i ønsket om en mere
selvstændig fremtid for Grønland, uanset hvor lang den proces måtte være.
- Jeg mener stadig, at forandringer skal planlægges
ordentligt. Jeg arbejder fortsat for øget selvbestemmelse, og det er stadig mit
overordnede mål, fastslår Naaja H. Nathanielsen.