Når strømmen svigter i hovedstaden: Robust nødsystem dækker ikke det private tab
Mens politi og brandvæsen kørte videre uden svigt under sommerens tre timer lange strømafbrydelse, lukkede mørket for kasseapparater, køkkenudstyr og produktionsanlæg. En gennemgang viser markant forskel på hovedstadens stærkeste og mest sårbare led.
Da strømmen forsvandt i hovedstaden, rettede alle blikke sig mod Nukissiorfiit. Mens beredskabet kørte videre på egne generatorer, afventede erhvervslivet nyt om genstarten.Foto fra arkiv: Leiff Josefsen
Frygten for smeltede frostvarer og et lammet beredskab rammer hurtigt, når strømmen svigter. Men hvor sårbar er hovedstaden egentlig?
Efter strømafbrydelsen i Nuuk den 15. juli har Sermitsiaq undersøgt, hvad et pludseligt strømsvigt betyder for byens erhvervsliv og borgernes tryghed.
Frygten for smeltede frostvarer og et lammet beredskab rammer hurtigt, når strømmen svigter. Men hvor sårbar er hovedstaden egentlig?
Efter strømafbrydelsen i Nuuk den 15. juli har Sermitsiaq undersøgt, hvad et pludseligt strømsvigt betyder for byens erhvervsliv og borgernes tryghed.
Brandstationen mærkede kun afbrydelsen i ganske få sekunder. Nødsystemerne reagerede prompte.
- Vores nødstrømsgenerator startede op som den skulle og inden for få sekunder var der strøm i hele brandstationen igen, denne bliver mindst en gang om måneden testet af vores bygningsansvarlig der står for test og service af denne, skriver beredskabschef Jens Mikkelsen i en skriftlig svar til Sermitsiaq.
Selvom en mørkelagt by automatisk øger risikoen for levende lys og potentielle ildebrande, var det ikke tilfældet den 15 juli.
Annonce
- Der er selvfølgelig en større brandrisiko når borgere begynder at tænde stearinlys, men vi oplever ingen udkald til disse ovenstående, borgere har godt styr på hvad der har været tændt eller hvad de tænder, skriver Jens Mikkelsen.
Selvom byens automatiske brandalarmer (ABA) mistede den primære strømforsyning, opstod der ingen blinde vinkler for beredskabet. Nødsystemerne tog over som planlagt.
- Vi havde ikke nogen ABA der kom ud af drift, alle ABA anlæg har en UPS funktion der gør de kan have strøm i en periode, vi havde et anlæg der gav et enkelt fejlmelding, hvor den bygningsansvarlige fik besked med det samme, skriver beredskabschefen.
Politiet holdt beredskabet intakt
Grønlands Politi har til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, efterforske kriminalitet samt udføre administrative opgaver som udstedelse af tilladelser. Mens en strømafbrydelse kan sætte mange ting på pause, skal samfundets kritiske funktioner køre videre.
Takket være egne nødstrømsgeneratorer og omstillede telefonlinjer opretholdt politiet fuld funktion og tæt kontakt til beredskabsaktørerne under hele nedbruddet.Foto: Oscar Scott Carl
Selvom strømafbrydelsen den 15 juli, varede i adskillige timer og skabte et kortvarigt pres på telefonlinjerne, mistede ordensmagten aldrig kontakten til borgerne. Politiets nødsystemer kørte helt efter planen, og stationernes egne nødstrømsgeneratorer sikrede uforstyrret drift på politigården under hele nedbruddet.
- Politistationerne har nødstrømsgeneratorer, der sikrer at vi har en fortsat drift på politigården ved strømnedbrud.
- Strømafbrydelsen varede ca. 3 timer og 30 minutter og kun kortvarigt ved 10.30-tiden var der udfordringer med telefonforbindelsen til 70 14 48. Politiets hovednummer blev omstillet til vores nødnummer, så alle borgere stadig kunne komme i kontakt med os. Dette foregik uden udfordringer, skriver Julie Elmelund fra Politiets ledelsessekretariat.
Frygten for en bølge af anmeldelser under strømsvigtet blev gjort til skamme. Det var primært det internt logistiske arbejde, der trak veksler på vagtcentralen.
- Der var ikke en øget arbejdsbelastning i form af anmeldelser eller andet, ud over at strømafbrydelsen selvfølgelig giver ekstra arbejde for vagtchefen og mandskabet på vagtcentralen mens det står på. Men ingen særlige henvendelser fra borgerne som relaterede sig til strømafbrydelsen, skriver Julie Elmelund.
Politiet sikrede tilgængelighed på den mest direkte måde muligt under strømsvigtet.
- Politiets patruljer var til stede i bybilledet i Nuuk konstant mens strømafbrydelsen fandt sted, så man fysisk kunne se patruljebilerne og tage kontakt til Politiet, skriver Julie Elmelund.
Mens strømmen var væk, arbejdede Nuuks centrale aktører tæt sammen bag kulisserne. Politiet opretholdt en løbende dialog med nøgleinstanserne i hovedstaden.
- Der var jævnligt kontakt til Nukissiorfiit, brandvæsen, sygehus og Arktisk kommando som de nærmeste samarbejdspartnere, lyder det fra Julie Elmelund.
Dyre minutter for erhvervslivet
Strømafbrydelsen kunne også mærkes i detailhandlen, hvor mørklagte butikker hurtigt skabte udfordringer for både kunder og personale. Hos Brugseni betød strømsvigtet kontant afregning i form af tabt salg, da butiksdørene måtte lukkes af sikkerhedshensyn.
- Når der er et stort strømnedbrud, er vi nødt til at bede vores kunder om at forlade butikkerne, deraf med tabt omsætning til følge, og vores personale sørger for sikkerheden fysisk i butikkerne, skriver Ellen Schärfe, kommunikationskonsulent i KNB.
Hos byens erhvervsdrivende rykkede strømafbrydelsen hurtigt fra at være en praktisk genstridighed til en direkte stopklods for den daglige drift. På restaurant Siam Orchid blev komfurer, kassesystemer og belysning brat mørklagt, hvilket tvang personalet til at tænke hurtigt i forhold til de spisende gæster.
- Siam Orchid har ikke et automatisk nødstrømsanlæg eller generator. Da strømmen gik, stoppede de elektriske systemer med det samme. Personalet informerede gæsterne om situationen og forsøgte at håndtere det roligt. Gæster, som allerede sad i restauranten, måtte vente, mens vi vurderede, om vi kunne fortsætte driften. Nye bestillinger blev midlertidigt sat på pause, da vi ikke kunne sikre normal drift, skriver Siam Orchid i en skriftlig besvarelse til Sermitsiaq.
I restaurationsbranchen handler et strømsvigt ikke kun om manglende lys på bordene, men om en akut trussel mod selve hjertet i forretningen, køkkenet. Uden strøm til køling og ventilation løber man hurtigt ind i alvorlige logistiske og hygiejnemæssige vægge.
- Vores køkken blev kraftigt påvirket, da størstedelen af vores udstyr kræver elektricitet. Selvom vi har mulighed for at tilberede enkelte ting manuelt, kan vi ikke drive et professionelt restaurantkøkken normalt uden strøm. Ventilation, køling, fryserum og flere køkkenmaskiner stopper, hvilket gør det svært at fortsætte en sikker og effektiv produktion, forklarer Siam Orchid.
Risiko for tab af ferske og frosne varer
Mens et par timers mørkelægning blot skaber lidt midlertidigt besvær, kan mere langvarige strømsvigt hurtigt udvikle sig til et økonomisk mareridt for restaurationsbranchen. Den helt store trussel gemmer sig i råvarelagrene.
- Vi oplevede en risiko for tab af ferske og frosne varer. Kortvarige strømafbrydelser kan normalt håndteres, hvis temperaturen holdes stabil, men længerevarende afbrydelser kan give store økonomiske konsekvenser for en restaurant som vores. Vi har mange dyre råvarer, blandt andet fisk, skaldyr, kød og andre importerede varer, som kræver korrekt køling, skriver Siam Orchid.
Når strømmen forsvinder, tæller minutterne i kroner og ører for erhvervslivet. Hos Siam Orchid løber regningen for et enkelt strømsvigt hurtigt op i mærkbare beløb, oplyser restauranten.
- For Siam Orchid vurderer vi, at en times strømafbrydelse kan koste omkring 5.000–10.000 kr. afhængigt af tidspunktet på dagen.
- Tabet består ikke kun af mistet omsætning, men også af aflyste bestillinger, spildt tid for personalet, risiko for ødelagte råvarer samt problemer med levering og planlægning, skriver restauranten.
Tung industri og kulturliv sat ud af spillet
Strømafbrydelsen ramte ikke kun restauranter og detailhandel, men satte også tung industri- og produktionskæder i stå. Når strømmen forsvinder, rammer det hele logistikken hos Royal Greenland – fra modtagelse af råvarer til opbevaring på frost.
- Under strømafbrydelsen i Nuuk blev produktionen midlertidigt sat i bero. Det omfatter produktionsudstyr, modtagelse af fisk, kraner og frostcontainere til færdigvarer, som alle er afhængige af strøm, skriver Heidi Møller Isaksen, kommunikationskonsulent hos Royal Greenland.
Hvor mindre erhvervsdrivende hurtigt presses på driften, trækker en af landets største industriaktører på et etableret kriseberedskab, når strømmen svigter. Hos Royal Greenland aktiverede man hurtigt procedurerne for at holde hånden under produktionen.
- Royal Greenland har beredskabsprocedurer for strømafbrydelser. Vi følger situationen tæt og har en god dialog med Nukissiorfiit. Derudover er værkstedet klar til at genstarte, når strømmen er tilbage.
- Strømafbrydelser kan have praktiske konsekvenser for driften og indhandlingen generelt. Hos Royal Greenland tilpasser vi løbende vores arbejde efter situationen og prioriterer altid at sikre produktionsværket, udstyret og en stabil genopstart, skriver Heidi Møller Isaksen.
Kulturhuset Katuaq måtte hurtigt sande, at nødstrøm ikke er det samme som normal drift. Mens flugtvejene blev oplyst, lukkede alle husets operative IT-systemer ned.
- Katuaq´s nødstrøm forsyner kun lys der leder til udgangen. Vi kan ikke bruge al pc, herunder billetsystem, bookingssystem og cafesystem, skriver Ruth fra Katuaq i en skriftlig svar til Sermitsiaq.
Sermitsiaq har rettet henvendelse til en række øvrige virksomheder og aktører i erhvervslivet for at kortlægge de samlede konsekvenser af strømafbrydelsen, men disse er ved artiklens deadline endnu ikke vendt tilbage.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.