Naleraq foreslår tre måneders sommerferie i jagt- og fangstsæson
Skoleåret skal tilpasses grønlandsk kultur og samfundsmæssige forhold, mener Naleraq. MIO advarer, at de konkrete forslag kan få negative konsekvenser for nogle børn.
”Naleraq mener, at Grønlands børn skal vokse op med et skolesystem, der er tilpasset vores virkelighed. Grønlands klima, årstider og traditionelle livsformer gør det uhensigtsmæssigt at fastholde en skolekalender, der tager udgangspunkt i europæiske forhold,” skriver Kuno Fencker (N) i sit beslutningsforslag.
Foto: Leiff Josefsen
Fast sommerferie fra 1. juni til 31. august og mulighed for
lokal afkortning af undervisningsugen til fire dage i april og maj.
Det er nogle af de ting, Kuno Fencker (N) foreslår i en
omlægning af folkeskolens struktur, så skoleåret tilpasses grønlandske kulturelle
og samfundsmæssige forhold.
Sammen med to andre punkter om folkeskolen skal Kuno Fenckers
forslag behandles af Inatsisartut i dag.
”Naleraq mener, at Grønlands børn skal vokse op med et
skolesystem, der er tilpasset vores virkelighed. Grønlands klima, årstider og
traditionelle livsformer gør det uhensigtsmæssigt at fastholde en
skolekalender, der tager udgangspunkt i europæiske forhold,” står der i
beslutningsforslaget.
Forslaget skal gøre det muligt for børn og unge at deltage
aktivt i familiens fangst, jagt, fiskeri og forrådsdannelse og være en
forlængelse af skolen, som kulturel dannelse.
Naleraq henviser til oprindelige folk i Nunavut, Alaska og
samiske områder, som har haft succes med at tilpasse skolesystemer til naturens
og kulturens rytme.
Partiet erkender dog, at der kan være behov for at justere børnepasningstilbud
for de familier, som ikke har fri hele sommeren.
Skolen giver struktur og fællesskab
Selvom det er vigtigt, at børns uddannelse understøtter forståelsen
og tilknytningen til grønlandsk kultur og natur, fraråder MIO stærkt en forlænget
sommerferie.
Det skriver MIO i en pressemeddelelse.
Forslaget om en samlet sommerferie på tre måneder indebærer,
at mange børn i længere tid vil stå uden den daglige struktur, faste rammer og
stabile voksenkontakt, som skolen normalt giver, skriver børnerettighedsinstitutionen.
- Vores erfaringer fra rejser i hele landet viser, at skolen
for mange børn – og særligt for børn i udsatte positioner – udgør et afgørende
tryghedsrum med struktur, stabile voksne og fællesskab. For disse børn er
skolen ofte det sted, hvor de møder forudsigelighed og trygge relationer i
hverdagen.
- En tre måneder lang sommerferie risikerer at fjerne dette
holdepunkt og efterlade børnene uden den stabile voksenkontakt og daglige
struktur, som er afgørende for deres trivsel, siger børnetalsmand Stina Sværd i
pressemeddelelsen.
De påpeger også, at mange familier ikke kan holde fri i hele
sommerferieperioden, og at adgangen til skolepasning flere steder i landet er
begrænset.
Samtidig advarer de om, at ikke alle børn har mulighed for
at deltage i jagt, fangst og kulturelle aktiviteter gennem familien.
MIO foreslår derimod, at kulturel og naturbasere viden i højere
grad integreres i undervisningen, så alle børn – uanset familiens ressourcer og
forudsætninger – får mulighed for at tilegne sig denne viden.
Mere kulturel læring i undervisningen
MIO anbefaler, at Kuno Fenckers forslag ikke gennemføres i
sin nuværende form.
Især fraråder de at indføre en samlet sommerferie på tre
måneder og at lave fire dages undervisningsuger, når forældre fortsat har
almindelig arbejdsuge.
De foreslår derimod at ferieperioder placeres mere
fleksibelt i forhold til jagt- og fangstsæsoner, uden at samle det i tre
måneders ferie.
De foreslår også, at kulturel og naturbaseret læring
integreres i undervisningen.
Naleraq foreslår også fleksibilitet til at anvende friluft
og naturbaseret undervisning som en del af undervisningsforpligtigelsen.
Sammen med Kuno Fenckers forslag om en omlægning af
skoleåret, skal Inatsisartut behandle et punkt om, at der maksimalt må være 18
elever i en folkeskoleklasse, og et punkt om, at skriftlige trintest i 3. og 7.
klasse afskaffes. Begge forslag er fremsat af Demokraatits Inatsisartutgruppe.
Alle tre forslag skal 2. behandles 12. maj.