Naalakkersuisuts planer

Til næste år får vi mere byggeri på kysten, en ventelisteindsats i sundhedsvæsenet og en styrket børne- og ungeindsats, lover Maliina Abelsen

Medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Vi har haft en god dialog med alle partier og har imødekommet næsten alle ønsker.

Sådan opsummerer medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, situationen inden de døende timer på årets efterårssamling i Inatsisartut.

Hun lover disse tidlige julegaver til folk i hele landet:

- Næste år får vi mere byggeri på kysten, en ventelisteindsats i sundhedsvæsenet, og ikke mindst styrker vi sammen med kommunerne børne- og ungeindsatsen.

- Der er også blevet afsat penge til IKT og arbejdsløshedsinitiativer gennem den regionale udviklingsstrategi (RUS). Samtidig har vi endnu engang balance på drift og anlæg.

- Det er jeg meget tilfreds med. Det er et godt udgangspunkt for arbejdet med reformer de kommende år, siger Maliina Abelsen.

Vækst og velfærd
Hun forklarer, at en balanceret finanslov er et nødvendigt udgangspunkt for arbejdet med at sikre fremtidens vækst og velfærd. Men at det ikke er nok til at imødegå de udfordringer, som Økonomisk Råd og Skatte- og Velfærdskommissionen har peget på.

- Næste skridt bliver at fremtidssikre velfærden. Det skal først og fremmest ske ved at bremse stigningen i de offentlige udgifter. Eksempelvis ved at fastlægge et loft på baggrund af, hvad vi har råd til. Så må vi tilpasse udgifterne til det, siger Maliina Abelsen.

Siumut og Atassut har meddelt, at de vil stemme imod finansloven, da de har krævet væsentlige ændringsforslag som for eksempel en afgift på alle råstofindustriens efterforskningsudgifter.

Siumut foreslår, at efterforskningsselskaber afgiftsbelægges med 10 procent, som er udregnet til at kunne indbringe 332 millioner kroner i 2012 og 250 millioner kroner i hvert af overslagsårene.

- Men forslagene fra Siumut kan ikke realiseres, siger Maliina Abelsen og understreger:

- Med de fremlagte ændringsforslag til 3. behandling af forslaget til finanslov for 2012 sikrer naalakkersuisut, at selvstyrets budget balancerer næste år.

Powered by Labrador CMS