Naalakkersuisut skal udarbejde en plan for hjemtagelse af fødevareområdet
Inatsisartut har pålagt Naalakkersuisut at udarbejde en redegørelse for hjemtagelsen af hele veterinær- og fødevareområdet
Et bredt flertal har på den sidste dag af samlingen, fredag pålagt Naalakkersuisut at udarbejde en redegørelse for hjemtagelsen af hele veterinær- og fødevareområdet frem til forårssamlingen næste år. 23 stemte for forslaget, 4 undlod og ingen stemte imod.
Det fremgår af beslutningen, at 'redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af de nærmere juridiske og administrative forudsætninger såvel som de økonomiske konsekvenser for hjemtagelsen ved etablering og drift.' Den skal også vurdere mulighederne for den praktiske forvaltning.
Det er Aqqalu Jerimiassen (A), der står bag forslaget, og han siger, at man skal prioritere hjemtagelsen af de områder, der er vigtigst for landet.
- Vi skal selv kunne godkende import af fødevarerne fra udlandet, der kommer hertil, og for at sikre dette skal vi have kontrol over det ved at hjemtage Fødevaremyndigheden, lyder hans begrundelse.
- Vi vil desuden styrke muligheden for at beskytte borgernes sundhed og bedre kontrollere fødevarer, der kan skade miljøet og forhøje selvforsyningen. Vi er klar til at hjemtage dette store ansvarsområde.
Udvalg ville stramme op
Undervejs i behandlingen af forslaget ville udvalget for fiskeri, fangst og landbrug endda stramme det kraftigt op og foreslog, at man skulle pålægge Naalakkersuisut at hjemtage området allerede til efterårssamlingen næste år. Men konklusionen blev, at det alligevel var for vidtgående.
Omvendt forsøgte Naalakkersuisut at købe sig ekstra tid ved at foreslå, at redegørelsen først behøves at være færdig i efteråret. Ændringsforslaget beskrev heller ikke, hvad redegørelsen skal indeholde. Men det forslag blev altså forkastet.
Og udvalget lægger ikke skjul på, hvad dets forventning til redegørelsen er.
- Det er udvalgets forventning, at der på baggrund af redegørelsen kan træffes konkrete beslutninger, der indeholder en handlingsplan og en strategi for overtagelsen af det fulde fødevare- og veterinærområde snarest muligt efter redegørelsens fremlæggelse, hedder den seneste betænkning fra udvalget.