Naalakkersuisut: NATO har ikke handlet bag Grønlands ryg
Naalakkersuisut afviser, at der er indgået aftaler om Grønland uden grønlandsk deltagelse, efter møder med NATO’s generalsekretær.
Vivian Motzfeldt var med til mødet i Washington hvor der blev besluttet, at Grønland, Danmark og USA etablerer en arbejdsgruppe for at lette samarbejdet om Grønland.
Foto: Oscar Scott Carl
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) maner til ro og oplyser, at NATO ikke har forhandlet eller handlet alene på vegne af Grønland uden grønlandsk deltagelse.
Det fremgår af en pressemeddelelse efter møder med NATO’s generalsekretær Mark Rutte i Bruxelles og efterfølgende dialog i forbindelse med World Economic Forum i Davos.
Donald Trump har onsdag aften proklameret, at der er landet en rammeaftale for Grønland som alle kan leve med, efter at have holdt et møde med Natos generalsekretær Mark Rutte. Det skete efter præsidenten gentagne gange har ytret ønske om kontrol af Grønland.
Efter Mark Ruttes møde med Donald Trump, har Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender haft en telefonsamtale med Mark Rutte.
- Jeg vil gerne understrege, at NATO ikke har forhandlet på vegne af Grønland. Der er ikke indgået en formel aftale om Grønland uden Naalakkersuisuts deltagelse. Den danske regering havde heller ikke repræsentanter med til mødet, oplyser Vivian Motzfeldt.
Det præciseres samtidig, at Naalakkersuisut ikke har anmodet NATO’s generalsekretær om at forhandle på Grønlands vegne. Ifølge meddelelsen har Mark Rutte alene videreformidlet Grønlands position og røde linjer direkte til præsident Trump.
Arbejdsgruppe igangsættes
Mandag den 19. januar mødtes Grønland og Danmark med NATO’s generalsekretær Mark Rutte i Bruxelles. Her deltog den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen, og parterne gjorde ifølge meddelelsen klart, hvor Grønland og Danmarks røde linjer går. De omfatter Kongerigets suverænitet, territoriale integritet og det grønlandske folks selvbestemmelsesret.
Naalakkersuisut oplyser, at Grønland og Danmark ser et behov for øget NATO-tilstedeværelse i Arktis og ønsker at samarbejde om at forhindre, at modstandere af den vestlige alliance får indflydelse i Grønland.
- Fra mit perspektiv er det positive nyheder fra Davos. Med det sagt, skal vi stadig tage vores forbehold, og der er ingen tvivl om, at vi har et stykke arbejde foran os, før vi kan vide os på sikker grund, siger Vivian Motzfeldt.
Hun bekræfter samtidig, at arbejdet i den nedsatte arbejdsgruppe nu går i gang.