Naalakkersuisut må tage en beslutning
Siumut tager til genmæle efter Ove Karl Berthelsen på vegne af naalakkersuisut udmeldte at Siumut var hægtet af om råstoffer. - Tag en beslutning, melder Siumut tilbage.

- Hvis Grønland skal blive et økonomisk selvbårent land er det nødvendigt også at komme igang med minedrift, naturligvis hvor vi tager hensyn til miljømæssige-, sundhedsmæssige- og høringsmæssige aspekter. Beslutningen ligger hos naalakkersuisut - men om de tager en beslutning vides ikke, skriver Aleqa Hammond, formand for Siumut, i en pressemeddelelse.
Hun gør opmærksom på, at Siumut har en klar politik omkring råstoffer og har blandt andet foreslået at Inatsisartut nedsætter et råstofudvalg per 1. januar 2010 idet Siumut mener, at der er rigeligt med spørgsmål som udvalget kan arbejde med.
- Mange forundersøgelser blev igangsat og efterforskningstilladelser blev givet under Siumuts ledelse.
- Dertil er det yderst nødvendigt, at Grønland får indført en maximal grænse for mulig uranindhold i alle mineralforekomster således, at vi kan arbejde forsvarligt. Indtil denne beslutning er taget kan der ikke igangsættes minedrift, mener Aleqa Hammon.
Hun tager afstand til naalakkersuisoq for råstoffer Ove Karl Berthelsens (IA) udmelding denne uge, om at Siumut er hægtet af på råstofområdet.
- Det er simpelthen usmageligt, at angribe et parti på den måde. Vi vil fra Siumut anbefale, at Ove Karl Berthelsen skriver en pressemeddelelse om inatsisartut, hvis dette har interesse for det samlede inatsisartut, skriver Aleqa Hammond.