Naalakkersuisut: Kommunerne må selv løse affaldsproblemer

Affaldet hober sig op i flere af landets kommuner. Men det er kommunernes eget ansvar at løse problemet, lyder det fra Naalakkersuisut.

Affaldet hober sig op flere steder i landet, og departementet for miljø kender til flere kommuner, hvor der holdes åbne afbrænding som er imod loven.
Offentliggjort

Der er et behov for et stort løft af affaldsområdet i landet. Det mener Naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund, efter flere historier om affaldsproblematikker er blevet fremhævet i blandt andet Sermitsiaq.AG.

Senest er det Kristian Jeremiassen (IA), der har ytret ønske om, at Naalakkersuisut bør give tilladelse til kommunerne om at afbrænde affald i det fri, mens man venter på ESANI’s affaldsanlæg bliver færdige.

Affaldet vækker frustration hos borgerne, men Naalakkersuisoq påpeger nu, at ansvaret for de store bjerge af affald ikke ligger hos Naalakkersuisut:

- Kommunerne er den primære myndighed på affaldsområdet. Det er kommunerne, der har ansvaret for håndtering og bortskaffelse af affald, udtaler Naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund på vegne af Naalakkersuisut.

Tag hånd om affaldet

- Naalakkersuisut vil rigtig gerne fortsætte den konstruktive dialog med kommunerne om at finde den mest hensigtsmæssige løsning på affaldsproblemerne af hensyn til borgernes sundhed og for at passe på vores miljø, udtaler han.

Han påpeger samtidig, at Naalakkersuisut fortsat mener, at den bedste løsning er, at samtlige kommuner tilslutter sig det nationale forbrændingsselskab samt at åbne afbrændinger absolut er sidste udvej.

Åbne afbrændinger er forbudt

Afbrænding af affald er ikke lovligt, hvilket Naalakkersuisuit pointerer i deres pressemeddelelse. Departementet har dog kendskab til, at der flere steder i kommunerne holdes afbrænding af affald.

- Det eneste tidspunkt, hvor det er tilladt at foretage kontrolleret åben afbrænding, er, når en kommune undtagelsesvist har fået dispensation til afbrændingen af Naalakkersuisut. Der er ingen af landets kommuner, som af Naalakkersuisut for nuværende tidspunkt har fået meddelt en dispensation til sådanne åbne afbrændinger, skriver departementet.

Naalakkersuisut har givet et tilsagn på tre millioner kroner til ESANI A/S til afhentning af affald i hele landet i år. De nationale forbrændingsanlæg er endnu ikke klar, men affaldet der bliver hentet vil blive fragtet til Danmark til videre håndtering.

Powered by Labrador CMS