Naalakkersuisut henter flere kvoter fra 3. og 4. kvartal

Kvartalskvoten for jollefiskerne i Disko er næsten opbrugt og derfor henter naalakkersuisut endnu engang kvoter fra resten af året for at fiskeriet kan fortsætte.

Offentliggjort

Endnu engang må der hentes ekstra kvoter af hellefisk til jollefiskerne i forvaltningsområdet Disko.

Kvartalskvoten på hellefisk i jollesegmentet i Disko 2. kvartal er 17. juni blevet tilpasset ved, at der er flyttet 125 tons fra 3. kvartal og 125 tons fra 4. Kvartal, så fiskeriet kan fortsætte. Det oplyser naalakkersuisiut på deres hjemmeside mandag.


Det er anden gang at kvoten for andet kvartal forhøjes.

Den 25. maj udsendte departementet en meddelelse om, at der var stop for fiskeriet af hellefisk i jollesegmentet i Diskobugten d. 29.05.2022.

Men blot to dage senere og altså inden redskaberne skulle være taget op, var der fundet 600 tons hellefisk mere, så jollefiskerne i Disko kan fortsætte fiskeriet.

De ekstra kvoter blev hentet med henholdsvis 300 tons fra 3. kvartal og 300 tons fra 4. Kvartal.

Efter denne overførsel er der 1390 tons tilbage på kvoten for 3. kvartal og 393 tons tilbage på kvoten for 4. kvartal i Disko.

Powered by Labrador CMS