Naalakkersuisut bøjer sig for udvalg
Naalakkersuisut vil anmode om at få hævet foranstaltningsniveauet for overgreb på børn.
Inatsisartut pålagde i dag Naalakkersuisut at tage kontakt til Rigsmyndighederne, for at få dem til at anmode anklagemyndigheden i Grønland om at skærpe foranstaltninger i sager om overgreb på børn.
Naalakkersuisut havde ellers stillet et ændringsforslag, der handlede om også at skærpe foranstaltningerne for andre forbrydelser som eksempelvis drab.
Ændringsforslaget blev dog forkastet, og det oprindelige forslag fra Sofia Geisler (IA) blev enstemmigt vedtaget.
- Jeg ryster lidt, for jeg er lidt spændt. Jeg glæder mig til at følge sagen fremadrettet, lød det fra Sofia Geisler på Inatsisartuts talerstol.
Abelsen: Arbjede fortsætter
Naalakkersuisoq for justitsområdet Martha Abelsen (S) sagde fra talerstolen, at Naalakkersuisut er fuldt ud enige i forslaget. Martha Abelsen havde dog håbet på, at Inatsisartut også var enig i, at der bør ske en generel skærpelse af foranstaltningsniveauet på en række andre områder.
Selvom Naalakkersuisut ikke fik opbakning til det forslag i denne omgang fortsætter arbejdet, fortalte Martha Abelsen:
- Naalakkersuisut vil samtidig fortsætte forhandlingerne med justitsministeren om at hæve foranstaltningsloftet i kriminallovens § 147, således at der gives mulighed for at vælge højere foranstaltninger i de alvorligere forbrydelser, end tilfældet er i dag. Et sådant ændringsforslag vil blive forelagt Inatsisartut, når det foreligger, lød det fra Martha Abelsen.