Naalakkersuisoq: Ikke tiden til kommunalt medejerskab af lufthavne

Qeqqata Kommunia vil gerne være medejere af lufthavnene i kommunen, men det har naalakkersuisoq Mariane Paviasen svært ved et se for sig. Det skal dog diskuteres i Naalakkersuisut.

Qeqqata Kommunia vil gerne være med til at sætte sit præg på lufthavnene i kommunen via kommunalt medejerskab.
Offentliggjort

Det står højt på ønskelisten hos Qeqqata Kommunia at blive medejere af lufthavnene i kommunen. Kommunen henviser til en undersøgelse, der viser, at jo tættere ejerne af lufthavnen er på den enkelte lufthavn, jo mere positiv er udviklingen i lufthavnen.

Derfor mener kommunen, at der bør åbnes for kommunalt medejerskab, når politikerne alligevel planlægger at omdanne Mittarfeqarfiit til et aktieselskab

Men naalakkersuisoq for infrastruktur Mariane Paviasen (IA) ser dog ikke den løsning først for. Hun er nervøs, om kommunerne vil kunne magte at være medejere:

- Jeg kan sige, at i Naalakkersuisut har vi ikke diskuteret det. Jeg vil sige, at lufthavne og heliporte er enormt omkostningsfulde at drive, så derfor skulle lufthavne gerne være en national opgave, siger hun og fortsætter:

Stort efterslæb spøger

- Hvis kommunerne bliver medejere, frygter jeg, om de kan klare opgaven. Jeg synes ikke, tiden er inde til, at kommuner skal være medejere af lufthavnene, men det er vi nødt til at diskutere, hvis det er det, de gerne vil.

Mariane Paviasen henviser til, at ikke bare er det omkostningstungt at drive mange af lufthavnene, men der er også opbygget et stort vedligeholdelsesefterslæb i Mittarfeqarfiit. Ifølge selskabets seneste årsrapport beløber efterslæbet sig til omkring en milliard kroner.

- Vi har jo også et efterslæb, der er en stor opgave, som vi er nødt til at gøre noget ved, siger Mariane Paviasen.

I et andet spørgsmål kommer hun dog kommunen i møde. Det gælder kommunens store forbehold i forhold til at blive pålagt at overtage renovationen i Kangerlussuaq.

Lover løsning på omstridt affaldsdump

Ifølge kommunen er renovationsområdet blevet misligholdt i bygden, og kommunen vil ikke samle regningen op efter Mittarfeqqarfiit og Selvstyret. Den kritik har Mariane Paviasen lyttet til:

- Vi har lyttet til kritikken fra Qeqqata - og affaldsdumpen overgår ikke til kommunen, som den er nu. De har ikke haft indflydelse på udviklingen og driften. Mit departement vil se nærmere på sagen, for at få ryddet op på dumpen i Kangerlussuaq. Kommunen skal ikke være bekymret for, at de overtager dumpen, sådan som den er nu.



Spørgsmål: Men har kommunen ret i kritikken af, at miljøområdet har været misligholdt?

- Dumpen har været under Mittarfeqarfiit, og der har vi også et vist ansvar i mit departement. Der kører et samarbejde allerede nu, hvor der er doneret midler til kommunen fra Miljødepartementet til at få gjort noget ved dagrenovationen deroppe. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at få rettet op på problemerne, siger Mariane Paviasen.

Powered by Labrador CMS