Naaja N.: Kvinders seksualitet har altid været en kampplads
Det er svært at komme udenom at italesætte problematikkerne omkring ”spiralkampagnen”, der blev lagt for skue i offentligheden sidste år, når man tænker på kvindernes kamp, mener Naaja Nathanielsen (IA).
Der er mange kampe, kvinder kæmper med, som man bør italesætte i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, den 8. marts.
Men i år er det svært at komme udenom ”spiralkampagnen”, som er et vigtigt emne, og som er et klart eksempel på den ulighed, kvinder udsættes for. Sådan indleder Naalakkersuisoq for ligestilling, Naaja Nathanielsen (IA) en udtalelse i anledning af kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
- ”Spiralkampagnen” er et eksempel på, at kvinders selvbestemmelsesret over egen krop og kvinders seksualitet altid har været en kampplads. Gennem årene har emner som kvinders adgang til abort, prævention, tilladte antal børnefødsler, graviditeter uden for ægteskab og kvinders seksuelle nydelse været politiseret og gjort til genstand for lovgivning og normer, der begrænser kvinder, skriver Naalakkersuisoq for ligestilling, Naaja Nathanielsen.
Konsekvenser for et helt samfund
I en serie af podcast om ”spiralkampagnen” kunne flere kvinder fortælle om deres egen oplevelse af at have fået en spiral op i deres underliv op uden at vide det, igennem 1960’erne og 1970’erne.
Konsekvenser rækker langt ud over de piger og kvinders eget privatliv og muligheder for at skabe en familie, understreger Naaja Nathanielsen.
- Det er en mørk tid, og vi har med forfærdelse og vrede, hørt kvinders fortællinger om deres oplevelser. Denne sag bør minde os om, at kampen for lige rettigheder vedrører os alle. Ligestilling er et samfundsanliggende, siger hun.
Opdatering af lov på vej
I anledning af den 8. marts påpeger naalakkersuisoq, at naalakkersuisut arbejder med ligestilling hver dag året rundt. I år vil en opdateret ligestillings- og antidiskriminationslov komme på bordet.
- Derudover skal vi have rettet yderligere op på barselsreglerne, så også kvindelige virksomhedsejere kan benytte sig af barselsfonden. Indførelsen af en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse forventes at gøre det lettere at dømme for voldtægter, siger naalakkersuisoq.
I dagens Grønland henlægges 58 procent af anmeldte voldtægtssager. Af dem bliver 92 procent henlagt på grund af manglende beviser.
- Det er denne skævhed, ændringen af kriminalloven skal rette op på, siger Naaja Nathanielsen.
- Og grundlæggende er det vigtigt at arbejde med normer, da den største udfordring ved opnåelse af reel ligestilling er at ændre vaner, bryde gamle magtforhold og øge rummelighed, afslutter hun og opfordrer til, at samfundet begynder at skubbe til normerne for at skabe plads og rummelighed.