Múte vil centralisere kommunikationen

I et forsøg på at strømline og styrke kommunikationen har Múte B. Egede besluttet at samle alle kommunikationsmedarbejdere i de forskellige departementer under Formandens Departement.

Múte B. Egede har en plan for at styrke kommunikationen i Selvstyret.
Offentliggjort

Det skal være slut med at Selvstyrets departementer har sine egne kommunikationsansatte. I stedet vil Formandens Departement få ansvaret for alle kommunikationsansatte.

- Naalakkersuisut ønsker at styrke og effektivisere kommunikationen og formidlingen af de politiske beslutninger og prioriteringer samt at strømline kommunikationen, oplyser Múte B. Egede til Sermitsiaq.AG.

Formanden er af den overbevisning, at man kan gøre det bedre og optimere kommunikationsindsatsen ved at centralisere organiseringen et sted, så det er muligt ”at skabe mere åbenhed på Naalakkersuisuts og Selvstyrets arbejde”, som han formulerer det.

Nuværende bemanding

I dag består kommunikationsafdelingen under Formandens Departement af en kommunikationschef og en kommunikationsmedarbejder.

- Målet er at styrke den nuværende kommunikationsafdeling, så afdelingen kan varetage alle kommunikationsfaglige opgaver og derved servicere hele organisationen, siger Múte B. Egede om den strategiske organisationsændring.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange medarbejdere der samlet set vil blive organiseret under Formandens Departement med det nye initiativ.

- Der sidder ansatte i de forskellige departementer og varetager det enkelte departements kommunikationsopgaver, enten på fuld tid, deltid eller i tillæg til de øvrige sagsopgaver, siger Múte B. Egede.

Platformsvalg

På spørgsmålet om, hvad man har planer om at styrke kommunikationen med såsom video, lyd og sociale platforme lyder svaret:

- Da vi stadig er i processen med at undersøge og vurdere de bedste muligheder, kan vi endnu ikke fastslå præcist, hvilke platforme vi vil benytte fremadrettet, oplyser Múte B. Egede.

Powered by Labrador CMS