Múte: Vi skal tale med én udenrigspolitisk stemme

IA’s formand Múte B. Egede håber, at samtlige partier vil tage imod invitationen til et indledende møde fredag, hvor blokpolitikken nedbrydes, og partierne kan stå fælles om én udenrigspolitisk linje.

- Det er vigtigt, at vi ser bort fra blokpolitikken, når det gælder udenrigspolitikken, siger Múte B. Egede.
Offentliggjort

I slutningen af marts mødes parlamentarikere og ministre fra Grønland, Danmark og Færøerne i Ilulissat, hvor man påbegynder arbejdet med at få fastlagt en ny arktisk strategi i Rigsfællesskabet.

Set i det lys haster det med at få talt sammen – de grønlandske partier imellem, mener IA-formanden.

Sikkerhedspolitiske spændinger

Múte B. Egede mener, at emnet er så vigtigt, at partierne i Grønland skal finde frem til fælles fodslag, når det gælder holdningen til, hvilken udenrigspolitik Grønland kan støtte. Ikke mindst set i lyset af de sikkerhedspolitiske spændinger, der er tiltaget igennem de senere år mellem stormagterne, der har fokus på Arktis.

- Jeg har fået tilkendegivelser fra de øvrige oppositionspartier om, at de vil deltage i mødet. Det er mit håb, at koalitionspartierne og Demokraterne også kommer, så vi kan få sat en meget vigtig proces i gang, der gælder landets fremtid, forklarer Múte B. Egede om initiativet, der blev realiseret under et direkte radioprogram for en uge siden.

Blokpolitik dur ikke her

- Det er vigtigt, at vi ser bort fra blokpolitikken, når det gælder udenrigspolitikken. Naalakkersuisut har tidligere signaleret, at man ønsker at være inddragende i dette spørgsmål. Det håber jeg, at de vil leve op til og derfor møde op, lyder det fra IA-formanden.

Múte B. Egedes pointe er, at det er vigtigt, at landet og partierne står samlet og dermed kan sende et stærkt signal til resten af verden.

- Invitationen handler ikke om at promovere os selv. Men et reelt ønske om at vi kommer videre end blot snakken. Nu skal der handles, understreger han.

Powered by Labrador CMS