Múte klar til rigsmøde: Vi skal kunne tale om det der ikke går godt

Hele syv ministre gæster Nuuk i denne uge, hvor kontaktudvalget mødes, og det årlige rigsmøde løber af stablen. Múte B. Egede, Vivian Mitzfeldt og Naaja Nathanielsen deltager for Grønland.

I 2022 blev rigsmødet holdt på Færøerne.
Offentliggjort

Den færøske lagmand ankom til Nuuk lørdag, mens Mette Frederiksen ventes at ankomme tirsdag efter sit besøg hos USA´s præsident Joe Biden mandag.

Et møde der også kunne have haft grønlandsk deltagelse under andre omstændigheder. I hvert fald hvis aftalen om, at der ikke tales om Grønland uden at Grønland er med til bords skal æres.

Men Múte B. Egede fortæller, at den nordlige del af kongeriget ikke er på dagsordenen, når Mette Frederiksen møder præsidenten.

- Vi har en klar aftale om, at der ikke skal snakkes om Arktis, når vi ikke er med. Hvis det kommer op, så fortæller Mette Frederiksen Joe Biden, at Grønland ikke diskuteres uden grønlandsk tilstedeværelse, slår han fast.

Hård kritik i danske medier

Under Rigsmødet i Nuuk onsdag skal der tales om samarbejde og manglen på respekt for samme fra en enkelt minister, påpeger Múte B. Egede. Han har for nyligt været ude i danske medier med en hårdtslående kritik af Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)

- Det har været undervejs i nogle måneder. Nu blev jeg spurgt direkte til de her sager af en journalist, så selvfølgelig slår jeg fast, at det her ikke er godt.

Kritikken kommer i kølvandet af sagen om udpegelse af en arktiske ambassadør, som ikke har nogen tilknytning til Grønland.

Formanden for Naalakkersuisut mener også, at den danske udenrigsministers fremtoning ødelægger de gode takter i samarbejdet mellem Grønland og Danmark, som er spiret frem under den tidligere regering.

- Det er uhørt, at en dansk udenrigsminister siger, at et grønlandsk ønske om selvstændighed er at stikke folk blår i øjnene. Desuden har han en attitude, der ikke er god for det samarbejde, vi har begyndt med Mette Frederiksens tidligere regering, som respekterede vores ønsker, hvor der blev lyttet og hvor vi havde en konstruktiv dialog.

God dialog med statsministeren

Hvad der specifik skal diskuteres på mødet i kontaktudvalget kan Múte B. Egede ikke løfte sløret for.

Men under selve rigsmødet står den tilspidsede geopolitiske verdenssituation på programmet, sammen med de udfordringer, der er med samarbejdet i Kongeriget Danmark.

- Vi kan ikke sige alt er godt, når der er nogle ting, som skal forbedres. Mit samarbejde og dialogen med statsministeren har været positivt og derfor regner jeg med, at vi godt kan tale om ting, der skal forbedres i samarbejdet, hvor vi skal være ligeværdige, for at det kan fungere.

Powered by Labrador CMS