Múte er vred: Grønland blev ikke inviteret med til Helsinki

- Vi kan ikke kalde dette et samarbejde. Hvis det fortsætter på denne måde, må vi revurdere vores engagement i nordisk regi, siger Múte Bourup Egede, efter at Grønland ikke blev inviteret til et møde mellem nordiske stater og USA, hvor sikkerhed i Arktis blev drøftet.

Múte Bourup Egede: – Vi har altid været her og vil også altid være her, så man kan ikke kommeudenom os.
Offentliggjort

Et møde i Helsinki i denne uge mellem de nordiske lande og USA's præsident Biden handlede om sikkerhedspolitik i Østersøen og Arktis. Det blev arrangeret efter Nato-topmødet i Vilnius.

Grønland var ikke inviteret med ej heller orienteret om mødet.

- De nordiske lande kan ikke holde møde om sikkerhedspolitikken i Arktis, uden at Grønland er med, siger formanden for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede til Sermitsiaq.AG.

- Vi udgør næsten 20 procent af Arktis. Flere af de øvrige nordiske lande grænser også op til Arktis. Så selvfølgelig skal vi være med, når man diskuterer sikkerhedspolitik i vores område.

- Når vi betragtes som allieret i Nato-regi, skal man også behandle os som sådan, understreger Múte Bourup Egede.

Kritisk overfor det nordiske samarbejde

Formanden for Naalakkersuisut er derfor meget kritisk over for det nordiske samarbejde.

- Der kører et Hold 1 og et Hold 2. Hold 1 omfatter om de fem nationalstater Island, Norge Finland, Sverige og Danmark og Hold 2 handler om de selvstyrende områder Grønland, Færøerne og Åland.

- Ved de fine skåltaler handler det om nordisk samarbejde, hvor vi alle er med. Men når det kommer til konkret politik, bliver vi glemt og får ikke mulighed for at bestemme over vor egen udvikling.

- Politikken i det nordiske samarbejde er uacceptabelt og hører en svunden tid til. Det er passé at udelukke de selvstyrende områder. Det har jeg klart signaleret i nordisk regi, og det vil jeg understrege igen, næste gang vi er samlet, siger Múte Bourup Egede.

Spørgsmål: Vil du også tage denne sag op med Mette Frederiksen?

- Statsministeren kender mit syn på det nordiske samarbejde. Og hun ved også, hvad vi mener, når vi siger intet om Grønland uden Grønland.

Vil revurdere nordisk samarbejde

Spørgsmål: Men hvad vil du sige til hende?

- Hvis de nordiske lande ikke vil tage samarbejdet med os alvorligt og sikre, at vi er med og bliver hørt, når der forhandles om os, må vi revurdere vores deltagelse og kigge mere mod vest til andre arktiske lande med vores stammefrænder og se, om vi kan udvikle et samarbejde den vej, hvor vi bliver taget alvorligt.

- Vi skal sikre et bedre samarbejde, og det er på tide at de nordiske lande respekterer os, og at vi lever i Arktis. Vi har altid været her og vil også altid være her, så man kan ikke komme udenom os. Nu skal vi med på broen og selvfølgelig være med til at bestemme hvad der sker i Arktis, understreger Múte Bourup Egede.

Powered by Labrador CMS