Mulig halvering af rensdyrlicenser
Flere returnerer deres jagtlicens med fangstmeldinger - men slet ikke nok. Omkring halvdelen af de udleverede licenser er ikke returneret, og det betyder at ejerne af licenserne ikke kan få ny licens i år, hvis reglerne følges.
Landets erhvervs- og fritidsfangere får en løftet pegefinger fra Departementet for Fiskeri og Fangst.
Fangerne skal huske at melde deres fangst til myndighederne, ellers kan de ikke få en ny jagtlicens, hvis reglerne følges, lyder det fra departementet i en høring om jagttider og kvoter på rensdyr og moskusokser.
Som eksempel på problemet oplyser departementet, at der i 2020 blev udstedt 3.263 licenser til erhvervs- og fritidsfangere i Nuuk-forvaltningsområde. Kun 1.453 licenser blev returneret med fangstmelding - altså under halvdelen.
- Dette er langt fra tilfredsstillende og gør det svært for APN (Depatementet for Fiskeri og Fangst, red.) og Grønlands Naturinstitut at vurdere det reelle fangsttryk samt rensdyrbestandenes tilstand i fangstregionerne, skriver Departement for Fiskeri og Fangst i en igangværende høring om jagttider og kvoter på rensdyr og moskusokser.
Det er lovpligtig at melde sin fangst, og derfor bebuder departementet, at der arbejdes på at stramme lovgivningen, så der indføres sanktionsmuligheder overfor de jægere, der ikke indrapporterer fangst.
Skal aflevere fangstmelding inden man kan få ny licens
Departmentschef Jørgen Isak Olsen siger til Sermitsiaq.AG, at han endnu ikke kan gå i detaljer omkring, hvilke sanktioner der er på tegnebrættet.
Det er kommunerne, der står for indsamlingen af fangstmeldingerne, og i høringsmaterialet skriver departementet, at jægere, der endnu ikke har afleveret en fangstmelding, kun kan ansøge om ny licens ved returnering af licens med fangstmelding udfyldt på tilfredsstillende vis.
Opfordringen fra departementschefen er klar:
- Man skal vedvarende følge de forpligtigelser, man får, når man får en licens. Det står klart og tydeligt i licensen, hvad du skal inden og efter, at du tager på fangst, siger Jørgen Isak Olsen.
Selvom der kun blev lavet fangstmeldinger på 1.453 licenser i 2020, er det dog langt flere end i 2019.
I 2019 blev der nemlig udleveret 3.152 licenser til erhvervs- og fritidsfangere i Nuuk-forvaltningsområde, men kun 442 licenser blev returneret med fangstmelding.