Mor til drabsdømt: Jeg har gentagne gange bedt om hjælp til min datter

Mor til en drabsdømt kvinde fortæller Sermitsiaq.AG om sin kamp for at få hjælp til sin datter, der senere begik et drab.

I Qeqqata Kredsret sidder dommeren sammen med domsmænd, og den 26 årige drabstiltalte sidder i Danmark og følger med via televideo, mens forsvareren og anklagemyndigheden sidder overfor hinanden i retslokalet.

Det er fredag den 16. februar, og dommen vil blive afsagt. Klokken 10.52 træder dommeren med to domsmænd ind i retslokalet og alle rejser sig op af respekt for retten.

Dommeren afsiger dommen. En enig domsmandsret idømmer kvinden anbringelse i en institution i Danmark på ubestemt tid.

"Det her kunne måske have været forhindret"

Moren til den drabstiltalte sidder i hjørnet inde i retslokalet. Hun har masser af tanker kørende, mens hun sidder der. Hun kigger på sin datter på skærmen med tårer i øjnene.

Det var en kold februar dag sidste år, hvor der var en privat sammenkomst om aftenen på Tuapannguit i Sisimiut. Under sammenkomsten kom den 26-årig kvinde pludselig og angreb en 55-årig kvinde ved at stikke hende fire gange med en foldekniv.

Et af knivstikkene resulterede i, at den 55-årige kort efter afgik ved døden. Kort efter angrebet på den 55 årige kvinde stak hun også sin egen mor en enkelt gang med kniven og løb væk.

Moren siger til Sermitsiaq.AG, at hun mener, at hele situationen måske kunne være forhindret.

- Jeg har gentagne gange henvendt mig til kommunen for at få hjælp til min datter, men gik altid derfra med frustrationens tårer. Min forsøg på at sikre hjælp til min datter blev altid afvist.

Medfødt hjerneskade

Moren fortæller, at hendes datter er meget anderledes end sin bror, som er socialt engageret. Mens datteren er meget tilbagetrukken, lukket og introvertet. Hun har ingen venner og er altid alene i sit soveværelse.

Moren ville gerne vide, hvad hendes datter fejlede og har derfor gentagne gange henvendt sig til kommunen for at få hjælp til sin datter, men blev altid afvist. Hun prøvede dog en anden måde.

- Jeg blev rådet af nogle jeg kender, om at tage kontakt til sygehuset. Hun blev undersøgt for ADHD. Men i følge lægen, havde hun det ikke. Jeg kontaktede lægen igen i januar sidste år med ønske om udredning til austime, fortæller moren.

En måned efter moren henvendte sig til sygehuset begik datteren et drab. Efter drabet blev hun undersøgt i Danmark, hvor hendes hjerne blev scannet. Der fandt man ud af, at hun har medfødt arvelig hjerneskade, fortæller moren med tårer i øjnene:

- Hvis hun havde fået hjælp for længe siden, kunne det her måske blevet undgået.

Hun understreger, at det ikke skal være en undskyldning til drabet, men forklarer, hvor meget det kan gå galt, hvis man ikke får hjælp i tide.

Samfundet har svigtet

Forsvareren Christina Johnsen nævnte handicapkonventionen under sin procedure onsdag i sidste uge. Hun mener, at samfundet har svigtet den 26 årige drabsdømte:

- Det er så stort svigt i dette samfund. Der er så mange forskellige myndigheder, der burde have grebet ind. Hun har været tilknyttet skolevæsenet både i Qaqortoq og Paamiut i ni år.

- Efter endt folkeskole flyttede hun til Sisimiut. Moren havde henvendt sig flere gange til myndighederne. Derfor mener jeg, at vi som samfund har været med til at skabe uhensigtsmæssigheder, som har ført til, at vi står her i dag.

Både forsvareren og anklagemyndigheden tog efter domsafsigelsen 14 dages betænkningstid.

Moderen optræder anonymt i denne artikel, men Sermitsiaq.AG er bekendt med hendes identitet.

Powered by Labrador CMS