Mor om sorgorlov: Det er kun på sin plads

Rosannguaq Rossen har i sin store sorg over at miste sit ældste barn, fundet en indre styrke for at kæmpe for andre, der ikke har samme privilegie som hende, til at sørge over et mistet barn.

Rosannguaq Rossen ved ikke, hvor familien ville stå, hvis det ikke havde været for opbakningen fra både hendes og mandens arbejdspladser og netværk.
Offentliggjort

Rosannguaq Rossen mistede for snart fem måneder siden sit ældste barn, 16-årige Emil, i en tragisk elcykelulykke i Nuuk.

Hun er en af grundene til at Inatsisartut i sidste uge debatterede sorgorlov, hun har nemlig været med til at sætte det på dagsordenen.

Det skriver avisen AG.

I tiden efter sønnens død, brugte hun Facebook som et sted at udtrykke sine følelser.

Hun vidste, at Danmark havde fået sorgorlov indført sidste år og det første, hun siger til interviewet er:

- Hvorfor er sorgorlov ikke blevet indført for lang tid siden? Det er kun på sin plads, at det nu bliver taget op i Inatsisartut, siger hun.

Hendes opslag på Facebook har da også været et bevidst prik til politikerne. Hun blev hørt.

I dag har man lovmæssigt kun otte kalenderdage, før man skal være tilbage på arbejde. Det vil sige inkluderet eventuelle weekender og helligdage. Det er ikke meget, hvis man har mistet et barn. Uanset alder. Lovforslaget går dog til børn under 18.

Rosannguaq Rossen siger selv, at hun stod i en privilegeret situation – hvis det kan kaldes det – da dødsfaldet skete.

- Jeg fik en kæmpe opbakning fra min arbejdsplads, der lynhurtigt skaffede mig og min familie psykologhjælp via sundhedsforsikring, fortæller hun.

- Min mail blev lukket ned med det samme og organisationen fordelte mine opgaver imellem sig. Min chef kom til mig og sagde, at jeg ikke skulle tænke på arbejdet og understregede, at hun absolut ikke regnede med at se mig på kontoret efter otte dage, fortæller hun.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS