Modstand mod nationalt smykkesten

Et beslutningsforslag om at udnævne tugtupit som Grønlands nationale smykkesten begejstrer ikke Naalakkersuisoq. Flere kandidater skal først i spil, og en eventuel udnævnelse skal ske på et oplyst grundlag, lyder begrundelsen.

Offentliggjort

Múte B. Egede mener, at tugtupit-mineralet skal udnævnes til Grønlands nationale smykkesten og at der samtidig skal laves et eksportfremstød af denne.

Beslutningsforslaget begejstrer ikke Naalakkersuisoq for Råstoffer Erik Jensen, da han bekymret for, at forekomsterne af tugtupit er yderst begrænsede.

Kortlægning i gang

Departementet er gået i gang med en kortlægning af tugtupit-forekomsterne og til sommer vil der foregå et egentligt feltarbejde i Sydgrønland.

- De anbefalinger, der kommer ud af kortlægningsarbejdet, vil blandt andet danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt og hvordan der skal arbejdes for et særligt eksportfremstød for tugtupit. Om tugtupit skal udnævnes til Grønlands nationale smykkesten er dog en anden sag, skriver Erik Jensen i et svarnotat forud for sagens behandling i Inatsisartut.

Han oplyser, at der er tale om begrænsede og små lokaliteter med tugtupit, ”der er ved at være tømte”.

Oplyst grundlag

- Det er vigtigt at træffe en beslutning om en national smykkesten på et oplyst grundlag. Forud for denne beslutning bør der ses nærmere på de forskellige kandidater, og som minimum undersøge, hvor meget materiale der estimeres at være til rådighed, hvad markedet efterspørger, og hvilken smykkesten, der vil kunne gavne Grønland bedst muligt, mener Erik Jensen, der også finder det relevant at inddrage borgere og småskala rettighedshaverne forud for beslutningen om at udnævne et bestemt mineral til nationalt smykkesten.

Beslutningsforslaget førstebehandles på torsdag.

Powered by Labrador CMS