MIO: Vi kan ikke løfte området selv
Det er ikke børnetalsmandens opgave at igangsætte initiativer for at forbedre børns vilkår. Institutionens opgave er at give en stemme til børnene og rådgive om deres rettigheder. Nu må myndighederne på banen, opfordrer Aviâja Egede Lynge.
Det er på tide, at de ansvarlige tager mere ansvar for børn og unges vilkår. MIO har igennem de sidste mange år arbejdet langt ud over de ressourcer, institutionen er normeret til. Nu trækker Børnetalsmanden en streg i sandet og opfordrer ansvarlige aktører på børne- og ungeområdet til at tage et større ansvar for børns trivsel.
- Som Børnetalsmand har jeg igennem de sidste syv år arbejdet nærmest i døgndrift for at sætte børn og unges mistrivsel på dagsordenen. Når børn og unge i hele landet har fortalt MIO om frygtelige ting, de udsættes for i deres hverdag, så har vi i MIO gjort alt, hvad vi kunne, for at bringe disse børns stemmer frem i lyset, udtaler Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Indsatsen har dog ikke været uden omkostninger for MIO som er normeret til fem medarbejdere ud over Børnetalsmanden, understreger hun.
- Vi har overskredet grænserne for så lille en institutions ansvarsområde, og det skal vi lave om på nu. Ellers tager de ansvarlige aktører for børns trivsel i kommunerne ikke det ansvar på sig, der reelt er deres, udtaler Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Skal sætte fokus og rådgive
I lovgivningen er det fastlagt at MIO´s opgaver omfatter at rådgive om børns rettigheder, at lytte til børn, at indsamle viden om børns vilkår, at vurdere børns levevilkår i forhold til konventionen, at skabe debat og at komme med anbefalinger til et bedre børneliv.
Det er imidlertid ikke en del af Børnetalsmandens og MIO’s opgaver at iværksætte tiltag til at fremme efterlevelsen af børns rettigheder, understreger Aviâja Egede Lynge.
- Mange borgere tror fejlagtigt, at det er MIO, der skal igangsætte konkrete indsatser for at forbedre børns vilkår, og at MIO skal handle i konkrete børnesager. Det kan vi ikke, og det skal vi ikke.
Pressede kommuner er ingen undskyldning
Hun understreger, at de offentlige instanser, der står for den del.
- Det er på tide, at de ansvarlige aktører i kommunerne kommer ud af busken og lever op til det ansvar, der lovgivningsmæssigt er deres. Jeg er fuldstændig klar over, at kommunerne er pressede på ressourcer, men det kan ikke være en undskyldning for at krænke børn og unges rettigheder. Nok er nok!, siger Aviâja Egede Lynge.
MIO lancerer inden sommerferien en ny strategi, der rammesætter MIO’s arbejde og fokusområder i perioden 2023-2025. I den kommende strategiperiode vil MIO bl.a. udvikle nye videns- og monitoreringsværktøjer, som gør det muligt at pege på og rådgive om de bedste løsninger til et trygt og godt børneliv for alle. Den nye strategi tager udgangspunkt i de ressourcer og det lovgivningsmæssige ansvar, MIO reelt har.
Det kommer blandt andet til at betyde, at MIO bliver nødt til at takke nej til at deltage i visse aktiviteter, slår talsmanden fast.