MIO modtager 218.000 kroner i donationer

Børnerettighedsinstitutionen MIO har modtaget en donation på 218.000 kroner fra erhvervsnetværket Round Table 112 Nuuk og Danmark.

Donationen blev overrakt ved en højtidelighed lørdag den 9. januar 2021.
Offentliggjort

Erhvervsnetværket Round Table 112 Nuuk og Danmark har samlet i alt 218.000 kroner blandt medlemmer og valgt at donere pengene til MIO.

- Det er så flot og bevægende, at Round Table støtter vores arbejde og har indsamlet dette imponerende beløb. Og jeg er særlig glad for, at de bemærker vores arbejde med at nedbryde tabuer. Deres støtte viser en meget positiv udvikling, nemlig at flere og flere ønsker at tage medansvar for at forbedre forholdene for børn og unge. Børns og unges rettigheder og vilkår er et arbejde, som vi kun kan løfte sammen. Jeg blev enormt rørt og havde ikke regnet med så stor en støtte, udtaler Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

Round Table begrunder donationen med, at MIO er med at bryde tabuer og øger bevidstheden om FN’s Konvention om Børns Rettigheder.

- Børn og unges trivsel i Grønland er massivt udfordret. Det er med stolthed, at Round Table 112 Nuuk og Round Table Danmark har indsamlet et beløb, så vi kan være med til at støtte op om MIO’s gode arbejde for at sikre børn og unges rettigheder i Grønland, samt sikre konkrete indsatser for børnene, siger formand for Round Table 112 Nuuk, Milan Lund Vraa.

Powered by Labrador CMS