Minister: Derfor giver el-løbehjul en bøde

El-løbehjul og segboards må ikke benyttes på offentlige veje, da de betragtes som motordrevne køretøjer. Det betyder, at de skal leve op til bestemte krav om forsikring og lys, hvilket de ikke gør. Minister er åben for ændringer.

Politiet gør påny opmærksom på, at el-løbehjul og lignende ikke er tilladt at bruge, der hvor færdselsloven gælder - det vil sige veje, fortove, indkørsler, gågader og sportspladser.
Offentliggjort

Grønlands Politi lavede i slutningen af oktober et opslag på Facebook, hvor myndigheden slog fast, at brug af el-løbehjul, segboards og lignende på offentlige veje eller fortove vil resultere i en bøde til føreren og eventuelt en konfiskation af køretøjet.

Opslaget blev delt vidt og bredt på det sociale medie, og flere borgere stillede sig kritiske overfor politiets udmelding.

Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) tog også sagen op, og sendte spørgsmål afsted til den danske transportminister om sagen. Hun ville have begrundelsen for, at el-løbehjul og lignende kategoriseres som knallerter.

Defineres som motordrevet køretøj

Ifølge ministeren handler det kort og godt om, at et el-løbehjul i henhold til den grønlandske færdselslov er omfattet af definitionen af et motordrevet køretøj, fordi løbehjulet er forsynet med motor som drivkraft.

- Et motoriseret løbehjul vil efter sin indretning oftest minde om en knallert. På grund af køretøjets indretning vil det dog sjældent opfylde de tekniske krav til indretningen af en knallert, hvorfor det ikke er lovligt at anvende køretøjet på færdselslovens område i Grønland, skriver transportminister Benny Engelbrecht (Soc.)

Aki-Matilda Høegh-Dam har desuden spurgt ind til, om ministeren vil tage initiativ til, at der udarbejdes specifikke regler for kørsel på el-løbehjul i Grønland, så det bliver muligt at køre på dem.

Er åben for ændringer - hvis Naalakkersuisut ønsker det

Til det svarer ministeren, at han er åben overfor at undersøge mulighederne nærmere, hvis Selvstyret retter henvendelse om behov for nye transportformer og ændringer i færdselslovgivningen.

Ministeren oplyser, at der i 2019 er indført en forsøgsordning i Danmark, der tillader brugen af motoriserede løbehjul. Men ordningen gælder altså ikke i Grønland.

Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq.AG, at man valgte at lave opslaget om el-løbehjul på Facebook, fordi politiet har fået mange henvendelser fra borgere og kolleger angående reglerne for især el-løbehjul, da det ikke har været helt klart, hvordan den gældende lovgivning skulle forstås.

Politiet: Forvirring om reglerne

- Efter at have fået en klar tilkendegivelse fra Færdselsstyrelsen, som har ansvaret for lovgivningen, om, at el-løbehjul mv. er ulovlige at benytte på offentlig vej i Grønland, har vi valgt at oplyse bredt om dette, så borgerne er klar over, hvordan retstilstanden er, udtaler Emil Maegaard-Hoffmann, som er chef i Ledelsessekretariatet.

Han oplyser videre at politiet generelt kun har haft ganske få sager, som har ført til sigtelser eller konfiskation.

Tilbage i 2016 var emnet også oppe at vende. Her var det især såkaldte segboards, der var en populær gave til børn, men politiet måtte også her melde ud, at de ikke var lovlige at bruge på offentlige veje, fortove og lignende.

Powered by Labrador CMS