Minedrift vil forstyrre fugle
Minedrift i Jameson Land kræver nyt beskyttet vådområde for østgrønlandske fugle, mener biologer fra Danmarks Miljøundersøgelser.

Planlagt minedrift i den nordvestlige del af Jameson Land i Østgrønland ventes at forstyrre et større antal fældende og ynglende vandfugle i en del af Ramsar-området 'Heden'.
Det skriver Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet.
DMU har kortlagt antallet af fugle i det berørte område og i den nærliggende Ørsted Dal. Dalen er en mulighed som nyt beskyttet område for fuglene og vil, hvis den inddrages, øge det samlede Ramsar-område markant.
Det er dog usikkert om erstatningsområdet kompenserer tilstrækkeligt for de fugle som må fortrække fra 'Heden', skriver DMU.
Resultaterne fra DMU’s undersøgelser, som er bestilt og finansieret af Råstofdirektoratet viser, at området ved 'Gurreholm' er et særdeles rigt fugleområde med et meget stort antal fældende og ynglende kortnæbbede gæs samt et stort antal andre ynglefugle.
Området omfatter blandt andet de relativt sjældne ynglefugle sabinemåge og lille regnspove, der i henhold til den grønlandske rødliste er kategoriserede som næsten truede.