Mindre dyk i tobaksforbruget

Der blev i 2023 røget mindre tobak end året før, fremgår det af en opgørelse fra Grønlands Statistik.

Offentliggjort

Den samlede mængde af tobak, der blev indført til landet, faldt fra 84,208 tons i 2022 til 81,75 tons sidste år.

- Hvis man antager, at hver rygning indeholder 1 gram tobak, er der således indført nok til, at alle personer i Grønland, der er fyldt 15 år, kan ryge 5,0 smøger pr. dag hele året. Det er et fald på 02 smøg i forhold til året før, svarende til 3,2 procent, oplyser Grønlands Statistik.

Siden coronapandemien hærgede i 2020 er tobaksforbruget år for år faldet, fremgår det af en oversigt.

Det faldende tobaksforbrug har også indflydelse på Landskassens provenu i forbindelse med tobaksafgifter. Hvor Landskassen fik tilført 177 millioner kroner i 2023 var det året før helt oppe på 192 millioner kroner.

Det fremgår af den nye statistik, at indførslen af snus og skrå med mere er faldet drastisk. Således er der registreret indførsel af snus/skrå på 406 kilo i 2023, hvilket er et stort fald fra året før, hvor der blev indført 2.761 kilo.

Det oplyses, at toldfrie køb i internationale lufthavne ikke er medregnet i tallene, og desuden er turisternes, besøgendes eller sænsonarbejdernes forbrug ikke belyst i statistikken.

Powered by Labrador CMS