Milliarderne sover i Grønlands undergrund

Det gav dollartegn i øjnene på de grønlandske politikere – og dernæst på en lang række af verdens store olieselskaber – da U.S. Geological Survey (USA’s geologiske undersøgelser, USGS) i begyndelsen af sidste år meddelte, at 25 procent af verdens tilbageværende oliereserver gemmer sig i undergrunden under Nordpolen og langs Grønlands kyster.

Alene i det arktiske bassin skulle der ifølge USGS være intet mindre end 233 milliarder tønder råolie, og dertil skal der så være omkring 166 milliarder tønder i de omkringliggende områder.

Selv om de tal siden er blevet skudt ned af blandt GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland , »kan mindre end en fjerdedel også gøre det«, som GEUS’ vicedirektør Flemming Christiansen udtrykker det. Der er nemlig enorme summer at hente, når man tager i betragtning, at olieprisen i øjeblikket slår alle rekorder med stadig stigning langt over 130 dollar per tønde.

Det er disse profitmuligheder samt den kommende mulighed for at bruge Nordvestpassagen som sejlrute i sommermånederne, der har sendt nationer, firmaer og organisationer ud i det, der er blevet døbt ’Kampen om Nordpolen’.

Kampen er i første omgang blevet kæmpet af de fem arktiske lande, Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland, der alle gør krav på deres gode del af havområderne ud for deres kyster. På sidelinjen er der dog en lang række andre nationer, som vil være med, deriblandt verdens andenstørste olieforbruger Kina, og når først ejerforholdene er fastlagt, er det op til olieselskaberne at kæmpe om rettighederne til at bore.

En nødvendig brik For dem, der bor midt i det potentielle olieeventyr, grønlænderne, handler olien – og alle de mange andre naturressourcer som guld, diamant og olivin – om meget andet end penge: Udnyttelsen af ressourcerne er simpelthen nødvendige, for at Grønland på sigt kan få opfyldt drømmen om fuldstændig, også økonomisk, uafhængighed fra Danmark .

» Grønland er et meget rigt land på ressourcer. Det har vi altid været bevidste om. Og nu er tiden så kommet, hvor det både er praktisk muligt og politisk nødvendigt, at de ressourcer udvindes«, lyder det hårdt og kontant fra landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender Aleqa Hammond (Siumut).