Miamis politi er klar til 50.000 fremmødte til Trump-retsmøde

Politiet i Miami regner ikke med vold ved Trumps møde i retten tirsdag, men tager situationen alvorligt.

Trump landede i sin private jet i Miami mandag for at deltage i retssagen tirsdag.
Offentliggjort

Myndighederne i Miami i den amerikanske delstat Florida har gjort klar til, at USA's tidligere præsident Donald Trump tirsdag skal møde for retten i en sag om opbevaring af fortrolige dokumenter.

Der er blevet stillet barrikader op foran den retsbygning, hvor Trump skal møde tirsdag eftermiddag lokal tid, skriver avisen The Guardian.

Politiet gør også sit for at forsikre Miamis borgere om, at det kan håndtere eventuelle demonstrationer.

- Tag ikke fejl, vi tager dette ekstremt alvorligt, og der er risiko for, at tingene går i den gale retning, siger byens politichef, Manuel Morales, ifølge The Guardian.

Han fortæller, at politiet sørger for at have ressourcer til at kunne håndtere en menneskemængde på mellem 5000 og 50.000 personer. Han understreger dog, at politiet forventer, at der ikke bliver problemer.

Miamis borgmester, Francis Suarez, siger også, at han har tiltro til, at byens politi kan håndtere de menneskemængder og demonstrationer, der kan komme, når Trump skal stå foran en dommer.

I et radiointerview med sin mangeårige politiske rådgiver Roger Stone søndag opfordrede Trump ifølge The Washington Post til fredelige demonstrationer mod tiltalen.

Alex Otaola, en cubanskfødt YouTube-personlighed, der stiller op som borgmester i Miami-Dade County, opfordrer sine følgere til at møde op og vise deres støtte til den tidligere præsident.

- De af os, der tror på, at USA's redning kun kommer, hvis Donald Trump bliver genvalgt til en anden periode, vil samles tirsdag, siger han i en YouTube-video ifølge nyhedsbureauet AP.

Ved præsidentvalget i 2020 vandt Donald Trump i Florida over USA's nuværende præsident, Joe Biden.

Når Trump møder i retten tirsdag vil han blive præsenteret for 37 anklagepunkter rejst af den særlige anklager Jack Smith. Blandt anklagerne tæller brud på spionageloven ved at opbevare hundredvis af hemmeligstemplede dokumenter.

Trump har erklæret sig uskyldig i sagen og siger, at den er politisk motiveret.

Den tidligere præsident ankom til Miami mandag og tilbringer natten i sin golfklub Trump National Miami.

Kort efter retsmødet tirsdag ventes han at flyve til New Jersey, hvorfra han klokken 20.15 lokal tid - klokken 02.15 dansk tid - vil holde en tale.

Powered by Labrador CMS