Mette Lynge også forfremmet

Partii Inuits Mette Lynge får nu også ansvaret for nordisk samarbejde i Naalakkersuisut

Partii Inuits Mette Lynge kan nu kalde sig medlem af Naalakkersuisut for boliger, natur og miljø samt nordisk samarbejde. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Det lader nu til, at de sidste brikker i Naalakkersuisut-poster-puslespillet er faldet på plads.

Efter forfremmelsen af Atassuts Steen Lynge, som udover at være medlem af Naalakkersuisut for sundhed og infrastruktur nu kan kalde sig viceformand for Naalakkersuisut, er en anden Lynge i landsstyret også blevet forfremmet.

Læs "Steen Lynge forfremmet i Naalakkersuisut"

Det drejer sig om medlem af Naalakkersuisut for boliger, natur og miljø Mette Lynge, Partii Inuit, som kan tilføje ansvaret for nordisk samarbejde til sit CV.

- Det internationale arbejde er af stor betydning for vores land. Derfor er det af særlig vigtighed for mig som formand for Naalakkersuisut, at Grønland seriøst og effektivt varetager sine i forpligtigelser i det nordiske samarbejde, hvor vi selv har ansvaret, lyder begrundelsen fra Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond, Siumut, i en pressemeddelelse.

Alle medlemmer af Naalakkersuisut har som en ’vigtig del af deres arbejde’ at repræsentere Grønland i Nordisk Ministerråd, der udover samarbejdsministrenes ministerråd består af 10 faglige ministerråd.

Som formand for Naalakkersuisut vil Aleqa Hammond repræsentere Naalakkersuisut ved de årlige sessioner i Nordisk Råd og de nordiske statsministermøder.

Powered by Labrador CMS