Mette Frederiksen er igen kongelig undersøger
Efter en kongerunde lørdag skal Mette Frederiksen igen forsøge at danne en ny dansk regering, fortæller hun.
Billede fra Amalienborg, hvor Mette Frederiksen lørdag holdt møde med kongen.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Efter lørdagens kongerunde står det klart, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) igen er kongelig undersøger.
Det siger hun, efter at hun har været til møde med kong Frederik på Amalienborg.
- Det er to måneder siden, at der har været folketingsvalg i Danmark. Nu synes jeg så også, at der skal dannes en regering, siger hun.
Hun går efter at danne en centrum-venstre regering, som består af Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne, fortæller hun.
Den kongelige undersøger forventer at genoptage forhandlingerne søndag og hen over pinsen.
Troels Lund måtte opgive
Kongerunden lørdag formiddag blev udløst af, at Venstres formand, Troels Lund Poulsen (V), ikke kunne danne en regering med Liberal Alliance og Konservative, da Moderaterne ikke ville bakke op.
- Jeg synes også, at det står klart efter de her dage, at det borgerlige Danmark ikke kommer til at kunne samle sig, og at der ikke kan dannes en bred regering, siger Mette Frederiksen foran Amalienborg.
Troels Lund Poulsen stod i spidsen for regeringsforhandlingerne i 14 dage, inden da var det også Mette Frederiksen, som havde stafetten.
Mette Frederiksen vil ikke sætte ord på, hvornår hun forventer, at der kan komme en ny regering.
- Jeg tør nok ikke at sætte en præcis dato på, men når jeg siger et intensivt forhandlingsforløb, og det er realitetsforhandlinger, så er det snart, at der skal komme en regering, siger hun.
Socialdemokratiet skriver i en pressemeddelelse, at den kongelige undersøger holder forhandlingsmøde med SF, Moderaterne og Radikale søndag på Marienborg.