Mette F. vil ikke forholde sig til De Radikales valgtrussel

Mette Frederiksen lytter til De Radikales valgtrussel, men siger, at hun har et lille år til at afholde valg.

Gruppeformand Leif Lahn Jensen, statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen og politisk ordfører Rasmus Stoklund holder pressemøde i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde i Odense.
Offentliggjort

Hvis statsminister Mette Frederiksen (S) ikke har udskrevet folketingsvalg senest ved Folketingets åbning 4. oktober, så vælter De Radikale regeringen ved at stemme for et mistillidsvotum mod den.

Det har været støttepartiets krav siden starten af juli, efter at Minkkommissionen kom med hård kritik af regeringen i sagen om aflivning af alle mink i Danmark, hvilket der ikke var lovhjemmel til.

Men truslen om valg ønsker statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde ikke at svare konkret på under Socialdemokratiets sommergruppemøde i Odense.

Her bliver hun gentagne gange spurgt ind til De Radikales melding og svarer, at hun "selvfølgelig" lytter til, hvad partierne i Folketinget siger.

- Det gælder ikke mindst de partier, som vi har som parlamentarisk grundlag. Så selvfølgelig har jeg hørt, hvad De Radikale har sagt.

- Jeg kommenterer ikke på, hvornår valget udskrives. Men det skal udskrives (afholdes, red.) inden for et lille år - det vil sige inden grundlovsdag næste år, siger Mette Frederiksen.

Det seneste folketingsvalg blev afholdt 5. juni 2019, og det er statsministeren, der sætter datoen for næste valg, som skal afholdes senest fire år efter det foregående.

Men Mette Frederiksen får altså ikke frit valg på alle hylder, eftersom De Radikale kræver, at valget bliver udskrevet senest 4. oktober.

Alternativt flår partiet tæppet væk under Mette Frederiksen og regeringen ved at vælte den med et mistillidsvotum.

I så fald kan Mette Frederiksen vælge enten at udskrive valg eller undlade at gøre det. I sidstnævnte tilfælde vil det så være op til Folketingets partier at finde frem til en regering.

På sommergruppemødet tirsdag præsenterer Socialdemokratiet ikke ny konkret politik, men fremhæver fem indsatsområder. Det er blandt andet inflation, udlændingepolitik og velfærdssamfundet.

Til gengæld lyder det, at partiet snart vil fremlægge flere nye udspil.

- Regeringen er ved at lægge sidste hånd på finansloven, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- Det bliver en meget ansvarlig finanslov, hvor vi prioriterer det, der er det vigtigste. Finansministeren siger, at regeringens udspil til næste års finanslov bliver fremlagt i slutningen af august.

Også et reformudspil med fokus på velfærd og uddannelser er på vej samt en 2030-plan for dansk økonomi.

Mette Frederiksen slår desuden igen fast, at hun går til et kommende folketingsvalg med den ambition, at den nuværende regering fortsætter.

Dog vil hun gerne opfordre de to statsministerkandidater fra blå blok, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), til at overveje mulighederne om en bred regering. Det har de begge tidligere afvist.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS