Mette F.: - Vi skal holde øje med Kina
Under sin åbningstale i Folketinget berørte Mette Frederiksen sikkerhedspolitik i Arktis, hvor hun glædede sig over et større engagement fra USA.
![Statsminister Mette Frederiksen (Soc.) holdt tirsdag sin årlige åbningstale i Folketinget.](https://image.sermitsiaq.ag/147641.webp?imageId=147641&width=960&height=654&format=jpg)
Den første tirsdag i oktober byder traditionen tro på åbning af det danske Folketing. Statsminister Mette Frederiksen kom i sin åbningstale ind på den sikkerhedspolitiske situation i Arktis og Grønland:
- Ruslands adfærd i Arktis er blevet mere markant. Og vi skal holde øje med Kinas interesser i området.
- Derfor er jeg glad for, at vi nu også ser et større og stærkere engagement fra USA – Europas vigtigste allierede, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
- Danmark arbejder sammen med Grønland og Færøerne ud fra en fælles målsætning om lavspænding. Samtidig skal vi beskytte os selv, sagde hun.
![De to grønlandske folkertingsmedlemmer Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (S) deltog også i åbningen af Folketinget.](https://image.sermitsiaq.ag/147700.webp?imageId=147700&width=960&height=642&format=jpg)
Statsministeren nævnte, at eksempelvis foranstaltninger mod cyberspionage kræver årvågenhed og opbygning af kapacitet.
Mette Frederiksen kom også ind på det nye kontaktudvalg, som blev sat i søen mandag. I udvalget kan de tre lande i rigsfællesskabet mødes og drøfte udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik:
- Jeg er glad for, at vores tre lande har aftalt at oprette et permanent fælles dansk-færøsk-grønlandsk kontaktudvalg på regeringsniveau, sagde hun og fortsatte:
- I sidste uge og i denne uge har jeg haft opfølgende drøftelser med lagmanden og med formanden for Naalakkersuisut. Vi har netop skrevet under på kommissoriet for arbejdet.
- I er begge til stede her i Folketinget i dag. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige tak for et godt og konstruktivt samarbejde, sagde statsministeren, der også takkede de nordatlantiske medlemmer i Folketinget for samarbejdet.
![Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), hørte statsministerens tale i Folketinget.](https://image.sermitsiaq.ag/147814.webp?imageId=147814&width=960&height=640&format=jpg)