FOLKETINGSVALG 2026

Mens andre var sikre, var Malu i tvivl til det sidste: - Det er bare lidt svært

Tirsdag formiddag tog hele 2.T fra GUX i Nuuk ned for at stemme til folketingsvalget. For flere af dem føltes det ekstra vigtigt at skulle til valg i år. Både på grund af Trump og storpolitisk kaos – men også fordi det for mange var allerførste gang i stemmeboksen.

Fina Winberg (i midten) og Malu Kajangmat (til højre) skal stemme for allerførste gang. Tirsdag var de nede med hele deres gymnasieklasse for at stemme i Godthåbshallen i Nuuk.
Offentliggjort

Malu Kajangmat kommer ind ad døren til 2.T’s klasselokale på GUX i Nuuk.

Det er formiddag og om lidt skal hun og hele klassen ned til Godthåbshallen for at stemme til folketingsvalget. Mange skal stemme for første gang.

- Man føler sig helt voksen, ilaa? siger Liv Cortzen på 18 år og griner.

Malu Kajangmat sætter sig ned ved hendes bord. Ved samme bord sidder veninderne Fina Winberg og Maria De Renouard.

- Sidste år vidste jeg slet ikke, hvad jeg ville stemme. Så dér handlede det lidt mere om, hvad mine forældre gjorde, siger Maria De Renouard.

Hun er 19 år og kunne stemme til Inartsisartutvalget og kommunalvalget sidste år.

- Jeg har lidt mere viden i år, siger hun.

Hun virker meget nede på jorden og kan forhandle uden at hæve stemmen. Det tror jeg godt, vi kunne bruge

Fina Winberg, førstegangsvælger og GUX-elev

Malu Kajangmat er en af dem, der skal stemme for første gang. Det er spændende, synes hun, men hun er også frustreret.

- Jeg ved ikke, hvem jeg vil stemme på endnu, siger hun.

Måske hun kommer til at tage beslutningen, når hun står inde i stemmeboksen. Måske ender hun med at stemme blankt, siger hun.

- Det er bare lidt svært, fordi det er så vigtigt et valg, siger Malu Kajangmat.

Hun ser over på sine veninder, der nikker. Det er særligt situationen omkring Donald Trump, der får dette valg til at føles ekstra vigtigt, synes de.

Malu Kajangmat skal stemme for første gang.

Klokken nærmer sig 10.

- Så, nu går vi! lyder det fra deres lærer.

- Let’s gooo, lyder det fra en af eleverne på vejen ud ad døren.

- Hun kan forhandle uden at hæve stemmen

Sneen knager under Malu Kajangmats moon boots. Hendes veninde Fina Winberg går ved siden af i sin lange brune vinterjakke.

- Det er spændende. Jeg er spændt, siger Fina Winberg.

Selvom valgstedet først lige er åbnet, er der liv omkring Godthåbshallen, da de to veninder og deres klassekammerater ankommer.

Biler og taxaer kører i sneglefart op ad Kissarneqqortuunnguaq, hvor de forskellige partier har positioneret sig ved hver deres container. Folketingskandidaterne og øvrige partimedlemmer står og hilser på folk.

2.T på GUX i Nuuk er en samfundsvidenskabelig klasse. De har talt meget politik og folketingsvalg på det seneste.

I år er der rekordmange kandidater, der stiller op til folketingsvalget. Hele 27 stiller op i år, mens der i 2022 kun var 15 kandidater, man kunne vælge imellem.

- Det er faktisk lidt crazy, siger Fina Winberg.

- Ja, der er ret mange, siger Malu Kajangmat og betragter folkemængden, bilerne og de mange flag og bannere.

Det store udvalg, gør ikke valget nemmere for Malu Kajangmat.

- Jeg føler ikke, at jeg har nået at høre, hvad alle vil. Jeg har bare hørt et par under valgkampen, siger hun.

I én af containerne tilbyder Demokraatit grønlandsk kage til vælgerne. Justus Hansen rækker en dåse med bolsjer frem mod Malu Kajangmat og Fina Winberg.

- Maks to! råber Inartsisartut-politikeren og griner.

- Ej, bare tag.

Fina Winberg i Godthåbshallen.

Malu Kajangmat og Fina Winberg går videre, men når kun få meter, inden de bliver standset af Ineqi Kielsen fra Siumut, der giver dem en pakke med gule vingummibamser.

Allerede inden dagen i dag har Fina Winberg besluttet, hvem hun vil stemme på. Det bliver Anna Wangenheim fra Demokraatit.

- Jeg synes, hun virker meget nede på jorden og kan forhandle uden at hæve stemmen. Det tror jeg godt, vi kunne bruge, siger hun.

- Og så er hun uddannet sygeplejerske og går ind for et bedre sundhedsvæsen her i Grønland, hvilket jeg synes er vigtigt.

Fina Winberg ser over på Malu Kajangmat.

- Jeg ved det ikke endnu, siger hun.

En god mavefornemmelse

Inde i Godthåbshallen deler Fina Winberg og Malu Kajangmat sig op.

Fina Winberg stiller sig i køen, der er forbeholdt dem, der har fødselsdag i begyndelsen af måneden. Malu Kajangmat stiller sig i en kø længere væk. Hendes kø er længst.

Hurtigt bliver det Fina Winbergs tur. Hun stiller sig hen til det hvide bord og får udleveret den stemmeseddel, hvor hun skal skrive navnet på det parti eller den kandidat, hun vil stemme på.

Hun går ind i stemmeboksen, trækker forhænget for og kort tid efter kommer hun ud på den anden side. Stemmesedlen ryger i kassen.

- Det var meget ligetil, siger Fina Winberg og smiler.

- Ind og ud. Jeg havde en nem kø. Malu kommer til at vente i lidt længere tid, tror jeg.

Fina Winberg er spændt på at høre, hvordan hendes veninde klarer sig. I mellemtiden stiller hun sig ud i siden sammen med dem fra klassen, der allerede har stemt. En af dem er Maria De Renouard.

- Det var okay. Det var ret nemt. Jeg ringede dog lige til min far derinde og spurgte, hvad jeg skulle stemme, siger hun og griner.

En enkelt fra klassen, der endnu ikke er fyldt 18 år, har bare set på.

- Jeg er den eneste, der er under 18 i klassen, siger Maalia Skifte og sukker dybt.

- Og jeg er ellers ret politisk aktiv, så det er ret nederen. Der går tre år før næste valg.

Veninderne i 2.T har på fornemmelsen, at mange stemmer på Demokraatit i deres klasse.

 

Efter et par minutter er turen endelig nået til Malu Kajangmat. Med stemmesedlen i hånden går hun ind i boksen.

Omkring to minutter senere kommer hun ud igen. Hun propper sedlen ned gennem sprækken på stemmeboksen og går Fina Winberg og de andre i møde.

- Alee, hilser hun.

- Stemte du? Spørger Fina Winberg.

Malu Kajangmat nikker. Hun stemte på Naaja Nathanielsen, og det føles godt i maven, synes hun.

- Jeg vidste godt, hvem hun var. Og hun går meget op i ligestilling, og det kan jeg godt lide, siger hun.

Hun virker lettet.

- Så skal vi bare gøre det hvert fjerde år resten af vores liv, lyder det fra Fina Winberg.

Veninderne griner og går sammen ud af hallen.

Powered by Labrador CMS