Meningsmåling: Grønlændere vælger Europa – ikke USA

Beslutningstagere har talt om øget samarbejde med USA. Befolkningen vælger EU, skriver The Copenhagen Post på baggrund af en meningsmåling, mediet har fået udført.

I valget mellem EU og USA er EU den klare vinder i en ny meningsmåling, skriver medier The Copenhagen Post.
Offentliggjort

Hvis grønlænderne blev tvunget til at vælge mellem et tættere samarbejde med EU eller USA, ville valget være klart: EU.

Det viser en ny meningsmåling, hvor 65 procent af de adspurgte mener, at det vil være bedst for Grønland at styrke samarbejdet med EU, mens blot fem procent foretrækker et tættere samarbejde med USA. Næsten to tredjedele hælder dermed klart mod EU. 29 procent tager ikke stilling.

Meningsmålingen er gennemført af survey-ekspert og analytiker Sune Steffen Hansen for The Copenhagen Post i perioden 22.–29. januar. Undersøgelsen bygger på 610 interviews og er repræsentativ på tværs af aldersgrupper og kommuner i Grønland.

Grønland forlod EF i 1985 efter en folkeafstemning i 1982, primært som følge af modstand mod den fælles fiskeripolitik. Trods udmeldelsen har Grønland fortsat tætte relationer til EU og har adgang til det europæiske marked gennem en række samarbejdsaftaler.

Samtidig har dele af det grønlandske erhvervsliv og politiske beslutningstagere i de senere år talt for at udbygge samarbejdet med USA. Det billede genfindes dog ikke i befolkningen.

Opbakning går igen i alle aldersgrupper

– Undersøgelsen viser meget tydeligt, hvor befolkningen står. Der er en overvældende tendens til, at grønlænderne søger mod EU, siger Sune Steffen Hansen.

– Der findes ingen tidligere målinger på netop dette spørgsmål. Men selv om beslutningstagere har talt om et øget samarbejde med USA, slår det ikke igennem i befolkningen.

Ifølge Hansen gør resultatet et særligt indtryk, fordi begrebet “øget samarbejde” kan tolkes bredt.

– Der kan være flere fortolkninger af, hvad et øget samarbejde indebærer. Derfor er det ekstremt opsigtsvækkende, at kun fem procent ønsker et tættere samarbejde med USA, siger han.

Opbakningen til EU går igen i alle aldersgrupper. Blandt de ældste adspurgte foretrækker næsten otte ud af ti et tættere samarbejde med EU, mens opbakningen blandt de yngste ligger omkring gennemsnittet.

– Der er en mindre gruppe, som ikke har ønsket at oplyse deres alder, og det trækker tallene en smule ned. Men på tværs af aldersgrupper er tendensen helt klar, siger Sune Steffen Hansen.

Powered by Labrador CMS