Meget, meget højt drabstal
Politiet har travlt med at opklare forbrydelser. Kriminaliteten er høj. Men politiet opdager måske også lettere forbrydelserne, fordi politiet har øjne og ører mange steder.
Der er mange dystre tal i den års-statistik, som Grønlands Politi forventes at offentliggøre i denne uge. Men trods alt også noget, der minder om positive takter.
Det skriver avisen AG.
- Tallene fra 2021, som vi netop har samlet, viser et mindre fald i det samlede kriminalitetsbillede, oplyser politimester Bjørn Tegner Bay i en orientering til Folketingets Grønlandsundvalg.
Desværre ser det meget skidt ud for den personfarlige kriminalitet. Den udgør næsten halvdelen af de anmeldte sager. Og politiet har et særligt fokus på den værste forbrydelse af dem alle – drabet.
- Drabs-gennemsnittet har ligget på 4-5 stk. de sidste fire-fem år. Det er meget, meget højt set i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, oplyser Bjørn Tegner Bay, som dog også her har en lille positiv bemærkning:
- Det gennemsnitlige antal drab er faktisk faldet, når vi ser hen over de sidste 20-30 år. Men i januar i år har vi allerede oplevet tre drab. Dog skal vi passe på med at konkludere noget på den baggrund endnu.
Opdager måske mere
I Grønland begås 8 gange så mange kriminelle forhold som på Færøerne. Og der sker seks gange så mange anmeldelser af vold som i Danmark. Der er dog ikke nødvendigvis tale om en helt »retfærdig« sammenligning, da mørketallet i Grønland måske er mindre end i andre lande, fordi det er sværere at skjule volden i de små samfund.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: