Medie: Heftig diskussion på Teams-møde mellem Nuuk og København - formand vil forbedre kommunikation
Et møde mellem danske og grønlandske politikere resulterede i beskyldninger om dansk nykolonialisme og grønlandsk uforsigtighed, skriver DR. Formanden for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget vil nu have etableret en sikker forbindelse mellem de tre udenrigspolitiske udvalg i rigsfællesskabet.
Christian Friis Bach oplyser til DR, at han onsdag har skrevet til Folketingets formand, Søren Gade, for at få etableret en sikker forbindelse mellem de tre udenrigspolitiske udvalg i rigsfællesskabet - Danmark, Grønland og Færøerne.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Situationen omkring USA's interesse for Grønland er højspændt, og det kom til udtryk på et møde tirsdag mellem danske og grønlandske politikere på kommunikationsplatformen Teams.
DR skriver, at mødet efterlod en række danske folketingsmedlemmer dybt rystede, og grønlandske parlamentsmedlemmer om muligt endnu mere rasende, hvilket var stik mod hensigten.
Mødet var sat i stand af Christian Friis Bach, der er formand for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, og blandt mødedeltagerne fra Grønland var Pipaluk Lynge (IA), der er formand for Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg.
På mødet fremkom Pipaluk Lynge med hård kritik af Folketinget for manglende inddragelse i forbindelse med et lukket møde om USA-situationen, som skulle afholdes senere tirsdag aften i et sikret rum på Christiansborg.
Har bedt om sikre forbindelser
Det kom ifølge DR's oplysninger til flere heftige ordvekslinger, og Christian Friis Bach siger til DR, at han ikke vil berette fra mødet, men at han lytter til frustrationen fra de grønlandske parlamentarikere.
Christian Friis Bach oplyser til DR, at han onsdag har skrevet til Folketingets formand, Søren Gade, for at få etableret en sikker forbindelse mellem de tre udenrigspolitiske udvalg i rigsfællesskabet - Danmark, Grønland og Færøerne:
- Så vi kan have fortrolige samtaler, og så vi også kan dele mere information. Jeg har også anmodet om, at vi deler den internationale information, vi har her i Folketinget, mere aktivt med vores kollegaer i Grønland og Færøerne, siger han til DR.