Medarbejdere på socialområdet: Klædt på til sorggruppe for børn og unge
En række medarbejdere fra ungecenteret, familiecenteret og krisecentre har været på kursus om håndtering af sorg. Det er sker i forbindelse med Forvaltning for Børn og Families planer om at oprette en børnesorggruppe.
Sørgelige hændelser for børn og unge skal håndteres.
Derfor har 25 medarbejdere på socialområdet i Kommuneqarfik Sermersooq været på et tre dages langt kursus om sorg. Det fremgår af kommunens hjemmeside. Kurset fandt sted som en del af planen om, at Forvaltning for Børn og Familie vil oprette en børnesorggruppe.
Formålet er at medarbejderne skal have redskaber til at håndtere børn og unge i sorg.
- Det kan være, at barnet oplever død for første gang. Det skal bearbejdes anderledes, end hvis det var en voksen, der har oplevet det før, siger Ellen Magnussen, fagchef i Forvaltning for Børn og Familie.
På kurset har medarbejderne blandt andet lavet øvelser om, hvordan man forholder sig, når man oplever dødsfald i forbindelse med arbejdet og om, hvordan man som professionel kan afvikle samtaler omkring det med for eksempel børn eller personale.
Sorgruppe
Forvaltningen har i forbindelse med kurset og planerne om at oprette en sorggruppe allieret sig med præsten og konsulenten, Aviaja Rohmann Hansen.
Hun mener, det er vigtigt, at sætte ord på sine følelser, da man ellers kan risikere at få senfølger.
- For eksempel kan et barn får indlæringsproblemer, hvis barnet ikke har bearbejdet sin sorg. Jeg synes, at det er et dejligt initiativ af kommunen. Det er en tidlig indsats, der kan gavne mange børnefamilier, mener Aviaja Rohmann Hansen.
Formålet med en sorggruppe er at give børn og unge mulighed for at dele deres oplevelser med jævnaldrende, der også har haft dødsfald, livstruende sygdomme eller skilsmisse tæt inde på livet.
I sorggruppen kan børnene møde forståelse for de mange svære tanker og følelser, der knytter sig til et tab eller det at have en alvorligt syg pårørende.